Dansk Markedsføring skal afspejle medlemmernes sammensætning bedre. Derfor opfordrer Dansk Markedsførings repræsentantskab nu foreningens bestyrelse til at sikre diversitet i både medier og The M List.
Dansk Markedsføring er en forening med et aktivt repræsentantskab, der er i gang med at se på, hvordan foreningen i hverdagen arbejder i forhold til, hvad der tilbydes medlemmerne, og hvordan det hænger sammen med foreningens vedtægter og dermed formålsparagraffer.
Repræsentantskabet har i den forbindelse set på foreningens udbud, medier og konferencer. Undersøgelsen afdækker blandt andet, at op til 84 procent af kilderne i bladet er mænd, og man ser en tilsvarende skæv fordeling af nominerede til The M List, hvor 78 procent er mænd.
Konklusionen er, at bestyrelsen må sikre, at der sker en udvikling:
– Vi har set på medlemssammensætningen og bedt bestyrelsen om at tage initiativer til at sikre en større køns-, alders- og erhvervsdiversitet i foreningens aktiviteter. I dag er især kønsdiversiteten helt skæv og ude af trit med kravene til en moderne virksomhed, siger formanden for repræsentantskabet, Kirsten Dinesen, der er adm. direktør i kommunikationsbureauet Frontpage.
Hun fortsætter:
– Vi ser gerne flere kvinder som ekspertkilder i medierne og nominerede til The M List. Tilsvarende mener vi, at man bør overveje, hvordan foreningen kan afspejle, at det er en landsdækkende forening, at der er mange unge mennesker og at alle ikke nødvendigvis er chefer samt at størstedelen er ansat i virksomheder – ikke på bureauer.
God fremgang
Generelt er foreningen i en god gænge med stigende indtægter, flere medlemmer og øgede aktiviteter.
– Foreningen udvikler sig rigtig positivt, og det skal vi holde fast i. Foreningen er også en forretning. I forhold til vedtægterne er man klart i mål blandt andet på mange gode uddannelses- og konferenceudbud. De nye netværk, som er bestyrelsens initiativ, er både et af foreningens formål og en stor succes, der tiltrækker nye medlemmer. Det er alt sammen rigtig godt, understreger Kirsten Dinesen.
I foreningen bliver der taget godt imod repræsentantskabets opfordring:
– Vi støtter fuldt op om repræsentantskabets initiativer. Vi har selv haft drøftelsen i bestyrelsen, og det er dejligt, at repræsentantskabet er så konkrete i deres henstillinger til os. Vi tager det naturligvis med i vores videre arbejde, siger Pernille Mehl, adm. direktør i Danske Lotteri Spil og formand for Dansk Markedsførings bestyrelse.
Forskning og opinion
Repræsentantskabet fortsætter sit arbejde med at se på vedtægternes formålsparagraffer, blandt andet for uddannelses- og opinionsområdet.
– Et væsentligt område er forankringen til forskning og uddannelse, blandt andet gennem Commercial Excellence Prisen og Danske Marketingforsknings Pris. Det tager vi fat på nu – ligesom vi har en diskussion om, hvordan foreningen kan blive mere opinionsdannende, siger Kirsten Dinesen.
Foreningen Dansk Markedsførings Repræsentantskab vælges hvert tredje år og har til formål at repræsentere medlemmerne overfor bestyrelsen. Repræsentantskabet består pt. af 74% mænd og 24 % kvinder. Du kan se medlemmerne her. Repræsentantskabet har i løbet af det sidste år bl.a diskuteret om fagdiciplinen markedsføring kan få større indflydelse i den offentlige debat. Bestyrelsen og ledelsen har løbende præsenteret foreningens status på aktiviteter og økonomi.