Der er store kunder, og så er der rigtig store kunder. Til den sidste kategori hører den franskejede kosmetik-koncern L’Oréal, og her har man på nordisk plan gang i et omfattende samarbejde med Isobar og Magnetix.

Partnerskabet på CRM-delen, som blev indledt tidligere i år, er vokset til nu også at omfatte nordisk content og kampagnearbejde på tværs af alle kanaler for flere brands i L’Oréal-familien - herunder Vichy, La Roche Posay, Garnier, Maybelline og Nyx Professional Makeup.

Hertil kommer, at Isobar Nordics er valgt som partner til at styrke alle L’Oréal-brands med forretning i Norden inden for marketing automation og datadrevet marketing.

Og hos Magnetix lægger CEO Martin Bochineck da heller ikke skjul på, at man glæder sig over samarbejdet.

- Dette er præcis den type kunde, vi drømte om, da Magnetix fusionerede med Isobar for to år siden, siger han.

Lokal relevans og global tyngde

Centrum for partnerskabet er Magnetix’ københavnerkontor, hvor Client Service Director, Louise Dam, leder et team af i alt 21 medarbejdere på kunden i koordination med de nordiske søsterkontorer i Stockholm, Helsinki, Oslo og Göteborg.

Og Martin Bochineck fremhæver, at netop det set up gør det muligt at producere i større skala, men med lokalt tilsnit:

- Vi ville aldrig kunne levere på den slags tværnationale kreative og strategiske partnerskaber uden ægte nordisk tilstedeværelse, og jeg er meget stolt af den nye infrastruktur, vi har bygget op sammen med L’Oréal.

Chief Marketing Officer for L’Oréal Norden, Matthijs van der Putten, fremhæver tilsvarende, at konstruktionen giver brandets marketing-team mulighed for at fokusere på at gøre det, de gør bedst:

- Den centrale udfordring for en international marketingorganisation som vores er at matche lokal relevans med global tyngde, siger han og uddyber:

- Hvordan kan vi være både fleksible og lokale nok til at være relevante og til stede i de konstant igangværende samtaler om vores brands på de sociale medier, samtidig med at vi drager fordel af vores globale størrelse og rækkevidde? Jeg føler, at vi nu er på vej til at løse denne udfordring. 

Væk fra Newness-bacillen

Om det overordnede formål med samarbejdet siger Matthijs van der Putten, at man hos L’Oréal gerne vil væk fra newness-bacillen:

- Skønhedsindustrien er så optaget af at lancere det næste fantastiske produkt, og i jagten på newness er det nemt at glemme forbrugeren. Vi har et ønske om at opbygge og udvikle et publikum, opbygge vores egne kanaler og lukke kløften mellem brand-oplevelsen og købsoplevelsen, siger han og tilføjer:

- Med deres stærke profil inden for CRM har Isobar Nordics og Magnetix det perfekte forbrugerfokuserede mindset til at hjælpe os på denne rejse.

Martin Bochineck tilføjer:

- Hos Isobar Nordics og Magnetix er vi fascinerede af idéen om brand commerce - filosofien om at bringe inspiration og transaktion tættere sammen for at skabe en mere naturlig og behagelig købsoplevelse - og vi føler, at der er et kæmpe potentiale for dette i skønhedsindustrien.