På DR kan man i øjeblikket følge brandingekspert Bo Bomuld vejlede det afrikanske værtspar på Tranekær Slotskro i programmet ”Den Afrikanske Slotskro”.

- Det har været fedt, og det er strømmet ind med gode og varme tilbagemeldinger, siden vi gik i luften med programmet, siger Bo Bomuld, der til daglig driver enmandshæren Haptic. 

I ”Den Afrikanske Slotskro” bliver han hentet til Tranekær Slotskro i kølvandet på en række dårlige anmeldelser på blandt andet Trustpilot og Hotels.com.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Bo Bomuld arbejder sig blandt andet frem til et nyt navn, "Jobs Kro”, og et nyt pay-off, ”Hvor hyggen bor”.

- Job og Mariah (værtsparret på Tranekær Slotskro, red.) har skabt en meget ægte oplevelse på kroen, men mange gæster er kommet dertil med helt andre forventninger. Nemlig et meget klassisk kroophold med noget nær Michelin-mad på menuen, siger han og fortsætter:

- Og det får de slet ikke. Derimod får de en meget unik og ægte oplevelse, hvor man bliver en del af Jobs og Mariahs familie. Min opgave har primært været at gøre Job og Mariah bevidste om dette.

Han forklarer, at han benytter sig af arbejdsmetoden besjæling.

Hvad er det?

- Sådan arbejder jeg altid. Al kommunikation handler jo om mennesker af kød og blod, og jeg bruger metoden til at rejse ind i virksomheds produkter, mennesker, målgrupper og services, siger Bo Bomuld.

Derefter fordøjer han indtrykkene og finder frem til de fordele, der findes i dét, kunden gerne vil give til sine kunder, forklarer Bo Bomuld, hvis borgerlige navn er Bo Hamilton-Wittendorff.

- Resultatet er i sidste ende en indsigt, der gør det muligt at skabe ægte og skarp kommunikation.

- Når du lukker op for P3, vil du høre sloganet ”Det, man hører, er man selv”, og det er en typisk besjæling, hvor jeg har benyttet samme arbejdsmetode som den, seerne præsenteres for i ”Den Afrikanske Slotskro”.

Bo Bomuld har tidligere haft sin gang på reklamebureauer som Sepia, Scan Direct og Grey, hvor han har høstet flere priser (blandt andet Årets Tekstforfatter i 1999).

- Jeg fandt det sværere og sværere at udleve ægtheden i kommunikation fra et skrivebord. Jeg ville ud at have jord under neglene og møde folk, da jeg mener, det skaber de bedste resultater, siger Bo Bomuld.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

En klejn opgave

Bo Bomuld kalder selv opgaven for Tranekær Slotskro for ”klejn”, men understreger at det i princippet er den samme metode, der er blevet benyttet, som når han har rejst lande og riger rundt for store virksomheder og organisationer som Madklubben, Velux, Vestas og Din Bilpartner.

Han har også arbejdet for tøjfirmaer, banker, medier, forsikring, uddannelser, fødevarevirksomheder, NGOer og meget andet – for ikke at tale om mennesker og områder.

- I den proces taler jeg blandt andet med alle i virksomheden fra den øverste chef, over mellemlederne til manden eller kvinden på gulvet. Med dem, der leverer til produktet og naturligvis dem, der i sidste ende skal have lyst til det. Det gør jeg for at finde frem til det, der i sidste ende skal munde ud i besjælingen. 

- I den proces skal jeg være uskadelig, ufarlig, så alle åbner sig og deler sine tanker. Hvorfor tror du, jeg har de latterlige, spraglede skjorter på? Det afvæbner og får folk til at slappe af, siger Bo Bomuld.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Hvordan har det været at arbejde for rullende kameraer?

- Det har på alle måder været fantastisk. Når man er så medieliderlig som mig, bliver det ikke meget bedre, klukker Bo Bomuld, der har lige så let til latter i virkeligheden, som han har i serien.

- Og det er jo en af de ting, jeg elsker ved den her serie. Ingen forstiller sig. Det er jo ”bare” reality, men det, du ser, er ægte. Der er intet manuskript eller andre former for styring, siger Bo Bomuld, der fik øgenavnet ”Bomuld”, da han som purung knægt arbejdede på radiostationen The Voice.

- Dengang var det cool at have et kaldenavn som radiovært, og stort set ingen kunne udtale eller stave til mit efternavn. Så da min mor havde købt otte spraglede Cotton Club sweatshirts, som jeg altid gik med, blev jeg til Bo Bomuld. Det har jeg heddet lige siden, det er blevet mit brand, slutter reklamemanden, der betegner sig selv som "en stor fordøjelsesmuskel".

Fjerde og sidste afsnit af ”Den Afrikanske Slotskro” vises på DR tirsdag d. 17. september.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.