Spilbranchen vil reducere antallet af spilreklamer på TV markant, og reklamerne, der vises, skal desuden være mere ansvarlige, så færre ender i ludomani-fælden. 

Det skriver Jyllands-Posten

- Vi mener, at begrænsningen skal være balanceret og gælde over hele sendefladen. Derfor vil vi prøve at lave en generel reduktion, som ikke kun handler om sportsbetting men også om kasino- og lotterispil, siger Morten Rønde, der er direktør for brancheorganisationen Danish Online Gambling Association (Doga) til avisen. 

Udmeldingen kommer efter, at spilbranchen i juni 2018 blev bedt om at udarbejde et etisk kodeks for markedsføring. Siden har Danske Spil foreslået at fjerne bettingreklamer fra live-kampe på TV. Det forslag er dog ikke en del af det nye kodeks.

I fremtiden skal TV-reklamerne, ifølge Jyllands-Posten, blandt andet ledsages af budskab som "Spil med omtanke" eller "Lad ikke spillet spille med dig." 

Ifølge Morten Rønde skal TV-stationerne med på ideerne, før intentionerne kan føres ud i livet. Derfor er næste skridt at indlede en såkaldt "forpligtende dialog" med de kommercielle TV-stationer, så man kan blive enige om, hvordan aftalen skal gennemføres, skriver avisen.

Hos Discovery Networks, der blandt andet står bag 6'eren og Canal 9, der viser fodboldkampe, er CEO Christian Kemp spændt på at høre mere: 

- Først og fremmest så anerkender vi spilbranchens arbejde for at styrke sin sociale ansvarlighed. Det er et nødvendigt arbejde. Samtidig er det også et meget ambitiøst oplæg fra spilbranchen, som indeholder en række vidtgående forslag. Doga har efterfølgende lagt op til dialog med os og de andre kommercielle aktører om forslagene. Den dialog ser vi frem til, så vi sammen kan se på, hvad forslagene betyder i praksis, skriver han i en e-mail.

På Christiansborg får spilbranchens nye adfærdskodeks en blandet modtagelse.

- Vi så helst, at reklamerne blev stoppet på lige fod med cigaret-reklamer, siger De Radikales skatteordfører Andreas Steenberg til Jyllands-Posten.

Andre steder i verden er der indført restriktioner, der forbyder betting-firmaer at reklamere på diverse platforme.

Det gælder bl.a. i Australien og senest i Italien, hvor der pr. 1. januar i år blev lukket ned for betting-reklamer generelt.

Her er det således ikke blot medierne, der mister reklameindtægter fra spilleudbyderne. F.eks. må de italienske fodboldklubber ikke længere indgå sponsoraftaler med spiludbydere eller lotterier.

Spilbranchens nye kodeks træder i kraft 1. juli.