Fredericia Kommune skal have en ny borgmester.
Den nuværende, Jacob Bjerregaard (S), trækker sig nemlig fra posten, fordi han fra 1. februar skal være Director hos Advice.
På Facebook skriver Jacob Bjerregaard om sit kommende job:
– Jeg kommer til at få et særligt ansvar for arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling, hvilket har fyldt mere og mere i min borgmestergerning de senere år – både i Fredericia og som formand for KL’s miljø- og forsyningsudvalg. Jeg ser meget frem til at blive en del af et kompetent og dedikeret team.
Jacob Bjerregaard har været borgmester i Fredericia siden januar 2014. Inden han fik den post, var han medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.
Men snart er det altså slut med politik som profession.
– Det er samtidig med en stor portion vemod, at jeg med udgangen af januar forlader borgmesterposten i vores skønne, skønne Fredericia, skriver Jacob Bjerregaard.