En af Danmarks stærkeste marketingchefer, den tidligere Tryg-CMO Steffen Lundgren Kristensen, hopper nu over på den anden side af bordet.
Han tiltræder i dag stillingen som kommerciel direktør hos Advice, der med ansættelsen tager det næste strategiske skridt i ”Open World” omstillingen.
Advice lancerede ”Open World” strategien for to år siden for at understrege bureauets nye rolle i den kaotiske virkelighed, nogle kalder for netværkssamfundet. Det er det, Advice kalder for ”the Open World”.
I den verden lægger virksomhederne kommunikations- og marketingfunktionerne sammen, men har vanskeligt ved at finde de rette rådgivere, når bureauerne kun kommer med ”halve løsninger”.
Rådgivning og eksekvering i ”den åbne verden” handler ikke længere om kreativitet versus produktion, eller analog versus digital tilgang, men om kommunikation og stakeholder-involvering som forretningsudvikling.
– Vi glæder os over at få en tung mand ind fra kundesiden. Steffen har stærke og relevante erfaringer med sig fra både Tryg, Microsoft og Nordisk Film, og så er han qua sin stærke og nysgerrige faglighed på tværs af branding, marketing, salg, kommunikation og CSR et godt eksempel på en moderne leder i ”the Open World”, siger Ralf Lodberg, Executive Director og partner i Advice.
Men hvad skal han lave?
– Steffen skal være med til at sikre, at vi har et ekstra tværgående fokus på de kunder, som vi kan udvikle os mest sammen med, og så skal han i særdeleshed bidrage med sine stærke kommercielle kompetencer i vores bevægelse mod endnu mere innovativ og værdiskabende forretningsudvikling, slutter Ralf Lodberg.
Bureauer og kunder udvikles sammen
Hvad siger hovedpersonen selv?
– Efter grundige overvejelser er jeg blevet begejstret for bureauets strategi og kultur, samt bureauets ambitioner på kundernes og egne vegne, siger Steffen Lundgren Kristensen.
– Jeg har mødt en veltilrettelagt og reflekteret tilgang til fortsat udvikling af kunder og bureauet, og det finder jeg super attraktivt – særligt fordi der lige nu er et godt match imellem næste skridt i bureauets udvikling og de kompetencer, jeg mener at kunne bibringe i denne udvikling.
– For mig personligt har det været afgørende at lande i en position, hvor jeg i højere grad end i min seneste funktion er langt mere skabende og udviklende i mit daglige arbejde, og det får jeg i høj grad tilfredsstillet i min nye stilling hos Advice.
Med titel af kommerciel direktør, skal Steffen Lundgren Kristensen løfte opgaver på tværs af bureauet. Det er nemlig nødvendigt med ”Open World” tilgangen.
– Med en række nye større kunder på listen og en strategi, der har to år på bagen, er det på tide at tage et ryk mere. Derfor har vi bl.a. kigget på vores organisering og setup.
Helt ny Advice-organisation
Advice er født som et integreret bureau, og reel integration i dag kræver flere specialister og samtidig et endnu stærkere samspil mellem dem. Med Steffen ombord ønsker vi at booste vores fortsatte udvikling, tilføjer Espen Højlund, CEO og partner.
Helt konkret betyder det, at de faglige områder branding, marketing, PR, Digital & Social og kampagner for nyligt er smeltet sammen hos Advice.
Samlet set står Advice-familien nu med en organisation, der består af Data & Insights, Positioning & Campaigning (branding, marketing, PR, Digital & Social og Campaigning), Public Affairs & Stakeholder Management, Creative og Digital Solutions via søsterselskabet Advice Digital.
Steffen Lundgren Kristensen er forsat formand for Dansk Annoncørforening, indtil DAF finder en ny formand fra annoncørsiden.
Denne mandag bød på endnu et interessant jobskifte, nemlig at Joachim Rubow forlod sin stilling som adm. direktør hos Carat for at tiltræde stillingen som ny CMO hos Tryg. Det var det job, Steffen Lundgren Kristensen bestred indtil april i år.