J. Walter Thompson Copenhagen, der i marts droppede navnet Halbye Kaag JWT, har mistet den kreative direktør gennem næsten otte år David Asmussen.
– Det er rigtigt, at jeg har sagt mit job op, fordi jeg har andre og spændende planer, og ikke fordi jeg smækker med døren, siger David Asmussen, der allerede er ude af lokalerne i Toldbodgade.
– I næsten otte år har jeg været her som kreativ direktør, og jeg er meget stolt over, hvad jeg og kollegerne har præsteret. Vi har vundet en del priser sammen og leveret rigtig godt arbejde for kunderne, men nu er det på tide at komme videre.
– Hvis det må være tilladt at være ubeskeden, så lykkes det for os i den kreative afdeling at placere Halbye Kaag i top-3 i Danmark, hvad angår kreativitet og effekt, og to gange er vi blevet Årets Bureau. Det har været en fornøjelse at bidrage til den transformation, slutter David Asmussen.
David Asmussen er den seneste af en række ”gamle” Halbye Kaag profiler, der har forladt bureauet.
Simon Wooller forlod J. Walter Thompson Copenhagen i april sammen med Thomas Thorstholm og dannede the Orbit Agency.
Også Thorstholm havde i godt seks år arbejdet for Halbye Kaag JWT, og så vidt markedsforing.dk er orienteret, har mindst 10 andre af ”dem gamle garde” forladt bureauet siden årsskiftet.
Vi bringer naturligvis en kommentar fra den relativt nye CEO hos J. Walter Thompson Copenhagen, Anders Hageskov, når det lykkes at komme igennem til ham.