Lars Barfoed, forhenværende minister og formand for De Konservative, træder nu – som så mange politikere før ham – ind i bureaubranchen.

Han er fra i dag associeret partner hos kommunikationsbureauet Communiqué.

Her får Lars Barfoed til opgave at opbygge et forretningsområde inden for public affairs – også kaldet lobby-virksomhed.

Den jura-uddannede Barfoed kender dansk erhvervsliv som få politikere, lyder det i en pressemeddelelse.

Han har tidligere været direktør for bl.a. Finansrådet, Dansk Handel & Service (nu Dansk Erhverv) og flere organisationer i detailhandelen.

Solidt netværk

Lars Barfoed har også en fortid som bestyrelsesformand for netop Communiqué. Derfor har han et godt kendskab til sin nye virksomhed, hvor han vil stå i spidsen for et team, som bl.a. skal bistå virksomheder med at opnå indflydelse på samfundets politiske processer.

Jeg glæder mig meget til at komme i gang med mit nye liv som rådgiver, hvor jeg får særlig fokus på public affairs. Ikke mindst ser jeg frem til samarbejdet med de dygtige kolleger i Communique. Sammen skal vi skabe resultater for kunderne og bidrage til at udvikle virksomheden yderligere, siger Lars Barfoed, der er tidligere justits-, transport og forbrugerminister.

– Jeg har gennem årene opnået en solid indsigt i de politiske beslutningsprocesser, såvel nationalt som i EU. Samtidig har jeg opbygget et godt og stærkt netværk i både dansk erhvervsliv og blandt de politiske beslutningstagere. Den erfaring og kompetence får jeg nu mulighed for at trække på, fortsætter han.