Så sker der igen ting og sager på det danske mediemarked.
JP/Politikens Hus har indgået aftale om at købe et af Danmarks stærkeste erhvervsmedier, Dagbladet Børsen A/S, fra den svenske mediekoncern Bonnier AB.
Ifølge en pressemeddelelse udsendt i den forbindelse beholder Børsen under det nye ejerskab sin redaktionelle uafhængighed, og erhvervsmediet vil indgå på lige fod med de øvrige landsdækkende titler i JP/Politikens Hus: Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken.
– Børsen er en journalistisk perle og et perfekt match for JP/Politikens Hus. Børsens trykte og digitale udgivelser står stærkt, og de passer enestående godt med vores ambition om at sikre, at Danmark har en stærk, uafhængig udgivervirksomhed, der har den nødvendige konkurrencekraft over for især de internationale aktører, lyder det fra Stig Kirk Ørskov, adm. direktør i JP/Politikens Hus, i meddelelsen.
Nuværende ledelse fortsætter
Børsens nuværende ledelse og medarbejderstab fortsætter med at drive og udvikle de trykte og digitale aktiviteter fra adressen i Møntergade i København.
– Børsen er et af Danmarks stærkeste mediebrands – med en kernesund økonomi, dygtige medarbejdere og en ledelse, som vi er så heldige at kunne beholde, siger Stig Kirk Ørskov.
Anders Krab-Johansen fortsætter som ansvarshavende chefredaktør, og Børsens ledelsesgruppe påvirkes ikke af ejerskiftet.
Den aftalte købspris er 800 mio. kr., og købet forudsætter endelig godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
jml