Den hjemvendte søn kunne man kalde Peter Mahler Sørensen, der i september 2008 forlod Brandhouse for at blive adm. direktør og medejer af designmøbel-virksomheden Engelbrechts A/S.
Den stilling bestred han, indtil han solgte sine aktier i det sene forår 2015. Og nu vil han tilbage til det bureau, hvor han gennem 10 år var direktør og strategisk rådgiver for en række af bureauet kunder.
Det er en nyoprettet stilling som kommerciel direktør i Brandhouse Group, der skal besættes.
– Vi har sat os for at være blandt de førende customer centric rådgivere og -kreatører. Og vi samler på dygtige mennesker, der brænder for denne disciplin, så da Peter blev fri på markedet, inviterede jeg ham indenfor – igen, siger Stiig Helgens Binggeli, CEO i Brandhouse.
– Peters evner og forretningsforståelse supplerer vores i forvejen stærke hold. Vores fire kontaktdirektører kommer til at referere ind til den nyoprettede stilling, og således vil Peter komme til at have stor berøring med en del kunder.
– Endvidere har vi en række strategiske udviklingsprojekter for hhv. gruppen og datterselskaber, som dels vil ligge på Peters og dels på mit bord, slutter Stiig Helgens Binggeli.
Fakta
· Peter Mahler Sørensen er 47 år og uddannet på hhv. Handelshøjskolen i Århus samt IMD Business School.
· Endvidere sidder han med i nogle bestyrelser, blandt andet Mater A/S.