Det danske social marketing-bureau Patchwork, der har kontorer i København, Stockholm og Oslo, opruster nu med en ny Creative Director og partner.

Det drejer sig om Mark Mikael Müller, der senest kommer fra en stilling som Director of Social & Digital Activation hos Advice – og har i øvrigt masser af erfaring med kreativ udvikling og ledelse fra bl.a. Wasabi, Mindshare og Creuna.

Gennem det seneste års tid har Patchwork arbejdet uden en egentlig kreativ ansvarlig og har i stedet fordelt det kreative ansvar mellem et antal nøglemedarbejdere. Men det ændres der altså på nu.

Har taget tid

– Vi har gennem det seneste år været på udkig efter et kreativt fyrtårn til at sætte retningen for vores virksomhed. Det har været en vanskelig proces, hvor mange ting skulle passe sammen. Både evner, erfaring og ikke mindst det rette mindset, har været vigtigt for os, siger direktør for Patchwork Danmark, Line Skafte Wilkens og tilføjer:

– Det har taget længere tid end vi havde regnet med, men det er et helt afgørende skridt for vores fremtidige succes, så det har afgjort været ventetiden værd.

Og hovedpersonen selv ser naturligt nok frem til de nye udfordringer.

Relevante samtaler

– Jeg blev klart tiltrukket af bureauets kultur, kompetencer og ambitiøse vision for fremtiden. Vi ser det samme behov i markedet for et bureau, der kan levere høj kreativitet i et redaktionelt setup, hvor man tænker mere i at skabe relevante samtaler med forbrugeren end hurtigt glemte kampagner. Her er højt til loftet og langt til målstregen. Og jeg er stolt af at være en del af holdet, siger Mark Mikael Müller.

Patchworks nordiske fokus betyder, at Mark Mikael Müller, på trods af at skrivebordet står i København, i høj grad skal arbejde med tværnordiske udfordringer.

Mere end 40 procent af bureauets samlede omsætning hentes fra kunder, der serviceres på tværs af de nordiske markeder.

Patchwork er delvis ejet af Egmont Publishing og har brands som bl.a. MARS, Eniro, PepsiCo, Spotify, Arla, Robert Bosch GmbH, Widex og Arcus på kundelisten.