PR- og kommunikationsbureauet Holm Kommunikation oplever stigende efterspørgsel på digitale løsninger hos kunderne, og derfor opruster man nu med en ny digital chef.
Han hedder Mads Keilberg Johansen og kommer fra en stilling som Digital & Politisk Konsulent hos Geelmuyden Kiese, hvor han har arbejdet med digital interessevaretagelse og kreative platformsløsninger for en lang række virksomheder og organisationer.
Hos Holm Kommunikation bliver opgaven at hjælpe med at sikre bureauets kunder maksimal synergi mellem alle platforme, heri også de digitale.
Morten Holm, adm. direktør i Holm Kommunikation, siger om ansættelsen:
– At være digital i dag handler ikke bare om at være på Facebook. Det, vi oplever som et stort behov hos kunderne, er at kunne tænke den digitale del med ind helt fra start. Mads har stor viden om og erfaring med digital strategi for både politik og private virksomheder, og han kan tænke det digitale spor ind i en større kommunikations- og forretningsstrategi. Vi er superglade for at få ham med på holdet.
Mads Keilberg Johansen har tidligere arbejdet som social media-rådgiver for Ida Auken under det seneste folketingsvalg og som konsulent hos PR-bureauet Effector.
Han driver desuden bloggen KeilbergChristiansen.dk og er uddannet i Politisk Kommunikation & Ledelse fra CBS – og selv siger han om sit nye job:
– Det digitale skal i dag være en integreret del af alt, vi laver som kommunikationsfolk, og den tankegang har Holm Kommunikation i høj grad implementeret. Jeg glæder mig rigtig meget til at udvikle området yderligere, være med til at udvikle digitale strategier og aktiviteter og sørge for, at det har effekt på kundernes forretning.