Kun et halvt år efter at Help PR hentede den tidligere kommunikationschef i FK Distribution, Henrik Keller, ind som ny senior- og teamchef, melder bureauet om endnu en oprustning.
Denne gang er det to journalistiske profiler med kompetencer inden for content og storytelling, der er kommet med om bord, henholdsvis som seniorkonsulent og kommunikationsrådgiver.
Nyeste mand på Help-holdet er Lars Krøldrup, der senest kommer fra en stilling som presse- og kommunikationsansvarlig i CSR Fonden.
Lars Krøldrup er uddannet journalist i 2006 og har siden praktiseret journalistfaget på Ritzaus Bureau, Viasat, NP Investor og New York Times, før han blev kommunikationsrådgiver i revisions- og rådgivningsfirmaet KPMG i 2010.
Siden har han været hos AP Pension, og senest har han været ansvarlig for pressearbejde og kommunikation for CSR Fonden. Han er startet hos Help 1. december.
Siden november har Help også nydt godt af journalistisk know-how fra Kasper Jørgensen, der er ny kommunikationsrådgiver på bureauet.
Kasper Jørgensen har bevæget sig fra TV-journalistik på 6’eren over landsdækkende nyhedsformidling hos BT til fagbladsjournalistik på Motormagasinet. Og nu er han så rykket over på den anden side af formidlingsbordet hos Help.
Fælles for de to nye kommunikationsrådgivere er, at de har journalistisk baggrund. Og det er langt fra tilfældigt, lyder det fra teamchef Morten Laasholdt:
– Vi opruster med to nye kommunikationsrådgivere, der begge er uddannet journalister. Mange af vores kunder efterspørger specifikt content og storytelling, også til digital PR, og derfor har vi hevet nye kræfter ind, der har kompetencer på dette område, siger han.