Efter nogle måneders tænketid er den tidligere Group CEO hos Patchwork/Belong Agency, Martin Olesen, nu klar til at fortælle om et nyt job hos det digitale bureau Artefact.

Martin Olesens titel bliver Nordic Business Development Director, og jobbeskrivelsen lyder på at sikre kundetilgang og vækst på nordisk plan for virksomheden, der er børsnoteret i Frankrig. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- Artefact er en virksomhed, der ligger i krydsfeltet mellem data og marketing, og jeg kommer til at arbejde med forretningsudvikling, kendskab og positionering i Norden, siger Martin Olesen.

Han er da heller ikke i tvivl om, at der er et stort potentiale for Artefacts løsninger i Norden.

- Men vi skal blive bedre til at fortælle om, hvad det er, vi kan.

Skal skabe turn around

Et kig på Artefact Danmarks seneste regnskab, som netop er offentliggjort, afslører da også, at der ligger lidt af en opgave og venter: Et underskud på 2,8 millioner kroner i 2017 er i 2018 vokset til et minus på 4,6 millioner kroner. 

Som en konsekvens af underskuddet blev affiliate-delen af Artefact i øvrigt afhændet i starten af 2019, men Martin Olesen erkender, at der stadig venter en del arbejde forude.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der har været tale om en nedadgående trend, så min rolle bliver selvfølgelig at bidrage til at skabe en turn around for bureauet i Norden, siger Martin Olesen.

Og nøglen til at lykkes med at skabe vækst på nordisk plan, skal blandt andet findes i de internationale samarbejdsmuligheder, fortæller Martin Olesen. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- Det gør os i stand til at tilbyde kompetencer i Norden, - specielt på data og AI området, som ellers ville være svære at få adgang til, siger han og tilføjer:

- Der er faktisk ikke mange bureauer i regionen, som kan matche Artefacts evne til at få kreative kampagner til at spille sammen med AI og data – Monoprix, Greenpeace og Heineken er blandt de seneste gode eksempler.

Behov for nye øjne

Martin Olesens skifte til Artefact kommer ovenpå ti år med først bureauet Patchwork, som han udviklede til en forretning med kontorer i tre lande med mere end 60 ansatte.

Siden kom Egmont med som majoritetsejer, sidste år kom fusionen med Very – og i dag hedder bureauet Belong Agency.

- Da jeg rundede 10 år med Patchwork, blev jeg bevidst om, at det var tid til at forlade festen. Både for min egen og for Patchworks skyld, siger Martin Olesen.

Og om tiden, da han trådte tilbage fra CEO-rollen:

- Vi havde på det tidspunkt lagt grundlaget for en ny strategi og medfølgende navneskifte, men jeg kunne mærke at det ikke længere var mig, der skulle stå ved roret.

- Der var behov for nye øjne og frisk energi. Derfor var det fantastisk at kunne overlade forretningen til Ditlev Ahlefeldt-Laurvig, som er den helt rigtige til at tage næste træk.

Pragmatisk tilgang

Artefact beskæftiger på verdensplan mere end 1.000 ansatte på tværs af 20 lokationer, og Martin Olesen ser frem til, som han formulerer det, ”at kunne tilbyde kunderne en uhøjtidelig og pragmatisk tilgang til datadrevet marketing.”

- Jeg er blevet imponeret over det, jeg set indtil videre. Teamet hos Artefact er langt fremme, og der er en god forståelse for, at man skal kravle, før man kan spurte, hvilket jeg synes er sympatisk og grundlæggende helt rigtigt, siger han.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Formelt kommer Martin Olesen til at referere til CEO’en for Norden og Benelux, Lennert de Rijk, men i det daglige bliver det i høj grad Andreas Suhr, Nordic COO hos Artefact, der bliver samarbejdspartneren.

Og han glæder sig til at byde Martin Olesen velkommen til teamet. 

- Martin har gennem de seneste ti år udvist en imponerende evne til at aflæse markedet og skabe en prominent position baseret på kombinationen af nye digitale platforme og dermed følgende nye behov hos kunderne. Vi ser frem til at få glæde af hans kompetencer i Artefact.