Sofie Kampmark og Tue Sten Eskildsen er til daglig begge ansat på reklamebureauet Advance, men fornylig har de begge gjort sig fornemt bemærket uden for den hjemlige bureau-boldgade.
Sofie Kampmark, der til daglig er Concept Activator hos Advance, fik således sin afgangsfilm ”Tsunami” fra The Animation Workshop udtaget til finalen i konkurrencen Cinéfondation Selection – der er en del af den netop filmfestival i Cannes.
Sofies film blev udtaget og nomineret blandt 1.600 afgangsfilm fra filmskoler over hele verden, men selv om det blev ved nomineringen, kan Sofie glæde sig over stolte kolleger.
– Vi er utroligt glade og stolte på Sofies vegne, siger Jens Krog, der er adm. direktør hos Advance, og fortæller, at satsning på talenter og kompetencer inden for storytelling generelt er vigtigt for bureauet. Vi er længe forbi, hvor man råbte sin historie ud. Vi skal engagere og involvere vores kunders målgrupper, og det kræver, at vi er dygtige til at skære fortællingerne rigtigt.
Og det med at skære fortællingerne rigtigt, er der også andre unge talenter på Advance, der kan.
Gamere og forfattere
Bureauets filmafdeling kan således bryste sig af, at Tue Sten Eskildsen netop har været nomineret til bedste filmklipper ved Filmkraft, Danmarks største kortfilmfestival.
Men det er ikke kun filmkunst, der smelter sammen med reklame hos Advance, forklarer Jens Krog.
– Blandt bureauets medarbejdere findes også personer med baggrund fra spilverdenen og med flere bogudgivelser på CV’et, siger han og fortsætter:
– Hos Advance arbejder vi bevidst med at ansætte talenter, som også kommer fra andre steder end den gængse i branchen (medie grafikere, journalister, Handelshøjskolen osv.). Det er en vigtig del af vores bestræbelser på hele tiden at lave involverende og interessante historier og indhold. Og vi er da ret stolte, når de også bemærket uden for vores egen verden.
Et af de to unge Advance-talenter – Sofie Kampmark – får bureauet dog først glæde af igen om et par dage: Hun tog nemlig direkte fra Cannes Filmfestival til Seoul International Cartoon and Animation Festival i Sydkorea.
Og herfra er det netop tikket ind, at hendes film har vundet en udmærkelse i kategorien ”Student films”.
Du kan se en Making of… af Sofies film her.