En gammel kending vender hjem til den aarhusianske bureaubranche, når Heine Jørgensen den 2. maj bliver ny Managing Director for bureaugruppen Mediabrands’ aktiviteter i Smilets By.
Han tiltræder den 2. maj og kommer senest fra en stilling som kommerciel direktør for eBay Danmark, som ejer dba.dk og bilbasen.dk.
Han har tidligere været direktør for GroupM-bureauerne MEC i Aarhus og Maxus gennem næsten 11 år.
– Jeg glæder mig til den dynamiske og strategiske dialog mellem bureau og kunde, især om vækstmuligheder og optimering af dialogen mellem brands og forbrugere, lyder det fra Heine Jørgensen i en pressemeddelelse.
Bredt vingefang
Opgaven i Aarhus er primært at rette fuld fokus på hele Mediabrands-gruppen, udover hovedbureauet IUM.
– Det skal ske ved at udrulle alle forretningsenheder i Mediabrands, siger Heine Jørgensen med henvisning til, at Mediabrands-bureauerne har et bredt vingefang.
Det rækker over alle digitale discipliner, optimering af tilbudsavisen som medie, planning og optimering af analoge medier, rådgivning og design for detailhandel samt en robust analysefunktion med indsigt i nutidens forbrugervaner og målgrupper.
– Det lyder som full-service, og det må det også godt være for nogle, men IPG Mediabrands har en kommerciel målsætning om, at hver forretningsenhed skaber halvdelen af deres forretning på kunder uden for Mediabrands. Den autonome tilgang skaber dynamik og markedstilpasning, siger Heine Jørgensen.
Men den primære forudsætning for at skabe forretning som konsulentvirksomhed er at levere solidt arbejde for kunderne i Aarhus, understreger han.
– Efter et år hos eBay har jeg fået fornyet respekt for de processer, som er i en global produktions- eller servicevirksomhed, hvilket jeg vil tage med mig i dialogen med vores kunder, siger Heine Jørgensen.
Vil udfordre i Aarhus
Der er mange muligheder i Aarhus-området, mener den kommende direktør.
Ikke mindst når Mediabrands indtager rollen som udfordrer af den etablerede bureaustruktur i Aarhus.
– Jeg har altid været bevidst om den styrke, Mediabrands har inden for retail – blandt andet via store investeringer i ”Retail Buying Study” analysen gennem de sidste fem år. Det bliver en væsentlig USP for os i Jylland qua den store andel af retail-annoncører, som har bopæl vest for Storebælt, siger han.
Heine Jørgensen har også et mål om at løfte de digitale muligheder for kunderne ved at fokusere på mere end blot simple re-targeting og programmatic indkøb.
– Efter min tid hos eBay står det meget tydeligere for mig, at under fem pct. af digitale kampagner benytter mulighederne for at bruge data til at skabe kreativ segmentering og storytelling. Det fortæller mig, at der fortsat er en stor opgave i at synliggøre annoncørernes egne data som et aktiv til at øge effekten i marketing og produkt management. Og der er en ligeså stor opgave i at aktivere disse data, når de først er kortlagt, slutter Heine Jørgensen.