Et vanvittigt 1-5 nederlag i Europa League-kampen mod italienske Torino torsdag aften i Parken var ikke en ønskebaggrund at offentliggøre et forlænget sponsorat på, men ikke desto mindre var det nu en gang sådan, situationen var.
Carlsberg og FCK kunne således meddele, at bryggeriets hovedsponsorat af den københavnske storklub var forlænget med yderligere fem år, så det nu gælder frem til 2021.
Til den tid vil Carlsberg have været hovedsponsor i 22 år, hvilket gør det til det længste sponsorat i Superligaens historie
– Vi er utrolig glade for samarbejdet med Carlsberg og stolte af, at et brand og en virksomhed af den størrelse viser, at de tror så meget på os og de kommercielle muligheder i F.C. København. Vi har en lang og flot fælles historie og Carlsbergs logo er efterhånden nærmest en fast del af F.C. Københavns trøje ved siden af klubbens logo. Vi ser meget frem til at skrive nye kapitler i vores fælles historie sammen med Carlsberg, siger adm. direktør i F.C. København, Anders Hørsholt, i en pressemeddelelse om den nye aftale.
Hos Carlsberg ser man også frem til at fortætte det gode samarbejde. Adm. direktør i Carlsberg Danmark, Carsten Hänel, siger:
– Fodbold er en del af Carlsbergs DNA, og F.C. København har sammen med Liverpool og EM været en vigtig del af vores fodboldrejse og historie. F.C. København har ligesom Carlsberg ambitiøse mål om at være fodboldens flagskib i Norden, og vi ser frem til at fortsætte og udbygge vores lange samarbejde i de kommende år.
FC. København blev stiftet 1. juli 1992 som en overbygning mellem KB og B1903.
Carlsberg har været hovedsponsor for F.C. København siden 1999.