Han har en baggrund som kontaktchef på bl.a. Corbiz, Tankegang og senest Clienti og masser af erfaring med i bagagen – og nu er han tiltrådt som ny kontaktdirektør – og medejer – hos det aalborgensiske reklamebureau det nye sort.
Det drejer sig om Kasper Hougaard, og han og kreativ direktør og partner Nichlas Tougaard lægger ikke skjul på, at ambitionerne er høje: Der skal landes endnu flere store kunder i stil med Forsvaret, Aalborg Universitet, Hedegaard Foods og Tech College, som bureauet i forvejen betjener.
Kasper Hougaard har købt sig ind på en 40 procents ejerandel i bureauet, og målet hos folkene på Toldbod Plads i Aalborg at fordoble bureauets størrelse i løbet af de næste to år.
– Min optik er naturligvis ikke 100 procent objektiv, men når jeg ser, hvad det nye sort er i stand til at levere i form af kreativitet, design og stærke koncepter, står det lysende klart for mig, at bureauet kan konkurrere med selv de bedste i Danmark. Derfor var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg gerne ville være kontaktdirektør og ikke mindst medejer, siger Kasper Hougaard selv om skiftet.
Også for bureauets kreative direktør giver det ro i maven, at en tung kontaktdirektør nu er med om bord.
– Målet med det nye sort har helt fra begyndelsen været at skabe et jysk bureau med lige så store ambitioner, som hvis vi lå i København, Paris eller New York. Vi er kompromisløse, når det gælder vores designmæssige og kreative håndværk, men må også sande, at vi ikke er tusindkunstnere. Derfor giver det super god mening, at Kasper nu kan fokusere kræfterne på at strukturere vores salgsarbejde, så det kreative team får frigjort ressourcer til det, de er bedst til, lyder det fra Nichlas Tougaard.
Det nye sort er i øvrigt nomineret i fem kategorier i bureaukonkurrencen Årets Brøl, hvor bureauet sidste år vand Grand Prix – og syv ud af i alt 21 uddelte priser.