McCann i Stockholm får fremover dansk topchef.
Det drejer sig om Tobias Smidth-Fibiger, der i forvejen er CEO for McCann Copenhagen og McCann Health Nordic – en rolle han har haft siden 2016.
Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.
Nyheden kommer i umiddelbar forlængelse af, at den tidligere CEO i McCann Stockholm gennem tre år, Johan Östlund, vender tilbage til Åkestam Holst og dermed NoA.
Ifølge Tobias Smidth-Fibiger er skiftet en konsekvens af dels Johan Östlunds farvel, og dels ”et led i McCanns ambition om at styrke samarbejdet og tilbyde kunderne et endnu stærkere set-up.”
– Både McCann Stockholm og McCann København er stærke lead-bureuer, som deler flere multinationale og regionale kunder, siger Tobias Smidth-Fibiger, og tilføjer:
– Fremadrettet er det målet at forbinde de to hubs yderligere og skabe et endnu tættere samarbejde for at styrke konkurrenceevnen på de to markeder og høste oplagte synergier.
Et stærkere set up
I sin nye rolle får Tobias Smidth-Fibiger ansvaret for samlet set næsten 70 medarbejdere:
Omkring 32 medarbejdere på kontoret i Stockholm og godt 35 på det danske kontor, hvor både McCann Copenhagen og McCann Health Nordic holder til.
Tobias Smidth-Fibiger oplyser til Markedsføring, at han nu skal på jagt efter en ny Managing Director til kontoret i Stockholm, og med det nye set up, mener han, at McCann står styrket på nordisk niveau:
– Vi vil kunne tilbyde vores kunder et endnu stærkere set-up qua flere muskler og en bredere kompetence-palette, på tværs af discipliner som strategi, kreativitet, digital og produktion, siger han.