Den selvstændige designer Britt Gundersen, der også er medstifter af og partner i Andel og Det Gode Selskab, skal være med til at bedømme de bedste arbejder ved årets Dubai Lynx.

Her kåres de bedste kommercielle kommunikations-arbejder i MENA-regionen, altså Mellemøsten og Nordafrika.

Britt Gundersen er langt fra ubekendt med jury-arbejde, da hun var Creative Circle-jurymedlem i fjor. I øvrigt et awardshow, hvor hun gennem årene gentagne gange selv har hevet priser hjem.

Ved Dubai Lynx bliver Britt Gundersen en del af Design-juryen, og hun ser frem til udfordringen:

– Jeg er utrolig beæret over at blive udnævnt som det danske jurymedlem ved Lions Dubai Lynx. Jeg glæder mig til at bidrage til juryarbejdet i designkategorien og få et indblik i, hvad der rør sig i den kreative branche i Mellemøsten og Nordafrika, siger hun.

Dubai Lynx afholdes fra den 5. til 8. marts i Dubai, og du kan læse meget mere om awardshowet, som er en af Cannes Lions’ regionale satsninger, der også omfatter Spikes Asia, Eurobest og Asia Effectiveness Awards, her.

TV 2 er i øvrigt den danske repræsentant for Lions Dubai Lynx – som en del af mediehusets repræsentantskab for Lions Festivals.