Jacob Johansen er rejst ”hjem til Kina”. Shanghai, nærmere bestemt. ”Jeg fik et af de der tilbud, man ikke siger nej til, også selv om jeg egentlig syntes, jeg havde fundet mit drømmejob”.
Der skulle et uimodståeligt tilbud fra en international virksomhed til for at få Jacob Johansen til at skifte mening, kombineret med en ordentlig omgang “omvendt hjemve”.
– Jeg har beundret britiske ”What If” i mange år, og når de spørger, om jeg vil med om bord, og de oven i købet gør sig præcis de samme tanker, som jeg, er det et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, siger Jacob Johansen i mobilen fra en Uber i Shanghai.
Og de tanker er?
– Bureaubranchen er under afvikling. Det går ikke længere at se kommunikation, strategi og innovation som isolerede discipliner. Grænserne mellem kommunikation og transaktion er forsvundet. Den stærkeste differentiator i fremtiden bliver innovation. Alle tre områder hører naturligt sammen, støtter hinanden og kan ikke stå alene.
Bureauer skal overveje deres business fra bunden
Det skal uddybes?
– Jeg tror faktisk ikke, jeg siger noget nyt i forhold til det, jeg har sagt til bl.a. dig og dine læsere siden jeg vendte tilbage til Danmark. Silo-tankegangen i virksomheder og i bureauer er uholdbart. Hvis danske virksomheder virkelig vil noget internationalt, skal de overveje deres take på business fra bunden.
– Min nye arbejdsplads mener, som jeg, at forretningsudvikling og innovation er det, der skaber mest værdi for virksomhederne. Som sådan er ”What If” mere i familie med Silicon Valley og Singularity University, end McKinsey eller et traditionelt bureau.
– Jeg har i mange år været fascineret af ideen om at fusionere kompetencer til helt nye typer virksomheder. Jeg synes, Charter Five er sådan en rådgiver-virksomhed, og deres løsninger vil få stor betydning for deres kunder.
Hvorfor smækkede du så med døren, og kørte ud til Kastrup Lufthavn?
– Det gjorde jeg bestemt heller ikke. Jeg mener af et oprigtigt hjerte, at Charter Five er fremtidens virksomhed. Mine tidligere kompagnoner Bjørn Stene og Espen Sørensen hører til blandt de absolut dygtigste, jeg har mødt i min 30 årige karriere. Sammen gjorde vi os stort set de samme tanker, som ”What If”.
Det siger du for at være en pæn mand over for dine gamle kolleger i Charter Five?
– Jeg er vist ikke kendt for at please nogen. Det er jo dygtige folk, og de tænker visionært i international klasse, både om bureauernes potentialer, og om virksomhedernes behov. Men når en meget stærk rådgivervirksomhed som ”What If” spørger, om jeg vil bidrage til at udvikle deres og kundernes forretning i Asien, kontoret ligger i Shanghai, og både min kone og jeg gerne vil tilbage til vores kinesiske netværk, er det jo en chance, der skal gribes.
Stærkt netværk i Shanghai
Hvad kan din nye arbejdsgiver så bruge dig til?
– Jeg tiltræder i en flad innovationsorienteret organisation som Director, og jeg bidrage med min forretningsstrategiske erfaring. Mit netværk i Shanghai har formentlig heller ikke skadet, det har min viden om de kinesiske forbrugere formentlig heller ikke. Og endelig er der min branding-baggrund, ikke mindst her i Asien.
– De kinesiske forbrugere er jo langt længere fremme rent digitalt, end de amerikanske og europæiske. Her er reklamekanaler og indkøbskanaler for længst smeltet sammen. Det er forståelsen for disse nye, hurtige og indkøbsstærke forbrugere – og de helt særlige kinesiske digitale realiteter – jeg kan bidrage med.
– Og så vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke Bjørn Stene og Espen Sørensen for samarbejdet de sidste 3,5 år – specielt med starten af Charter Five. Jeg glæder mig til at følge deres succes fra den anden side af jorden, slutter Jacob Johansen.