Danske uCommerce, der har hovedsæde i Aarhus, har i dag ansat Jesper Lykkegaard Halliday som Global Marketing Director.

Han kommer fra en stilling som marketing direktør hos e-handelskonsulenthuset IMPACT A/S, hvor han kun nåede at være i 8 måneder.

– IMPACT er et rigtig dejligt sted at være og er desuden et af Danmarks dygtigste selskaber inden for e-handel og omni-channel. Jeg har dog måtte sande, at det er produktmarketing og ikke mindst lead-generering, jeg brænder for, hvilket simpelthen er grunden til mit skifte, siger Jesper Lykkegaard Halliday om sit relativt korte ansættelsesophold – og sin nye ambition.

Før IMPACT var Jesper Lykkegaard Halliday ansat som Nordic Marketing Director hos danske Sitecore, der i foråret blev overtaget af den svenske kapitalfond, EQT, for intet mindre end 7,5 milliarder kroner.

Hvorfor vil uCommerce så ansætte specielt Jesper Lykkegaard Halliday?

– Fordi uCommerce er en e-handelsplatform, der integrerer til Umbraco og Sitecore, og det er klart, at med Jesper ombord, får vi ikke bare en ressource ind, der ved en masse om branchen og om Sitecore, men også en person, der ved hvad det vil sige at bygge og drive en succesfuld marketingmaskine i en softwarevirksomhed, siger Martin Sandvad, der er partner i uCommerce.

Et kæmpe markedspotentiale var afgørende

Sitecore har gennem en længere årrække været kåret af Gartner som globalt førende inden for Content Management og digitale marketing systemer.

Viden om Sitecore og det globale perspektiv og den ambitiøse vækststrategi i uCommerce var afgørende for, at Halliday accepterede jobtilbuddet.

– Jeg ser for mig en etableret softwarevirksomhed, som godt nok stadig er lille, men hvor vækstpotentialet er helt enormt. Nok er vi kun 15 ansatte, men tag ikke fejl. Der kører globalt mere end 2.000 websites derude, der har valgt at basere deres e-handelsløsning på uCommerce-platformen, så der er bestemt allerede kunder i butikken.

– Og det er altså ikke små virksomheder, vi taler om her. Det er brands som Heinz, Faber-Castell, BiC og Emirates, der er på listen over kunder, og jeg glæder mig kun til at komme ind og være med til at vækste butikken yderligere, siger Jesper Lykkegaard Halliday og fortsætter:

– Den globale e-handel tegnede sig i 2015 for intet mindre end 1.55 billioner dollar, og det er vel og mærket kun indenfor B2B, og det i forvejen enorme tal projekteres til at være mere end fordoblet inden vi rammer 2019.

– Statistikkerne og tendenserne taler for sig selv, og de fleste af dem, der i dag sidder med ansvar for virksomhedens fremtidige e-handel ved udmærket det, og de ved også, at det er nu eller aldrig, hvis man skal have en del af kagen.

Selskabet uCommerce har netop åbnet kontor i Boston i USA, og har yderligere et par folk ansat i både U.K. og Australien.