Danske Martin Eiler, der har mere end 10 års kommerciel og teknisk erfaring fra såvel den digitale konsulentbranche som mediebranchen, er udnævnt til European Director, Media Solutions, i det digitale bureau Valtech, der har kontorer i 13 lande, heriblandt Danmark.

Han skal i Valtech-regi bl.a. bruge sin ekspertise omkring streaming og kendskab til OTT-verdenen (Over The Top), der er en samlebetegnelse for levering og forbrug af film, video og tv på tværs af alle digitale enheder som erstatning for traditionelt flow-tv.

– Jeg kom til Valtech, fordi de udfordringer, medieindustrien står overfor, ikke kan løses af teknologiudbydere alene. Valtechs ambition om at disrupte det eksisterende landskab af partnere og leverandører, inden for en allerede voldsomt disrupted medieindustri, er appellerende og relevant, lyder det fra Martin Eiler, der før det nye job i Valtech bl.a har været CTO i Miinto og Xstream, i en pressemeddelelse. 

Her (i medieindustrien, red.) mener han, at der sker det samme, som der skete i mange andre digitale brancher for fem-seks år siden: Markedet modnes ud over, hvad software kan udrette alene.

Strømlinet streaming, tak

Og det er, hvad mange mediehuse kæmper med disse dage. De er bundet af den ofte proprietære software, som deres nuværende leverandører har udviklet, hvilket udgør en risiko i forhold til både skalerbarhed, stabilitet, time-to-market og ikke mindst TCO (Total Cost of Ownership), mener Martin Eiler.

I 2014 købte Valtech virksomheden Neon Stingray, en stærk spiller på medieområdet, hvis ekspertise nu er blevet udrullet globalt. Målet er klart: At tilbyde digital rådgivning og services til mediebranchen med udgangspunkt i forretningens behov i stedet for i softwareløsninger og begrænsninger. Et skifte, der kræver nye strategier. 

– Valtech er global partner med nogle af verdens førende aktører inden for medieindustrien, såsom thePlatform, Adobe og you.i, men vi har ikke behov for at sælge et produkt fremfor et andet.

– På den baggrund har vi allerede designet og udviklet OTT-services for nogle af verdens førende mediekoncerner, siger Martin Eiler.

– Alle taler om disruption. Men hvem giver egentlig uafhængig, digital rådgivning i denne branche, som er domineret af teknologiudbydere? spørger han.

Og, som han formulerer det, handler det ikke kun om brugerne, der kræver storskærmsoplevelser og TV overalt. Det handler om hele puslespillet: Såsom at leve op til DRM-krav (Digital Rights Management) og garantere løsningens skalerbarhed og stabilitet.

– I dag minder løsningerne ofte om et kludetæppe af tekniske komponenter og softwareprodukter. Farverigt, men komplekst og derfor risikabelt, slutter Valtechs European Director, Media Solutions.