Vil du som leder vedligeholde fortiden eller skabe fremtiden? Vil du udløse din organisations skaberkraft? Så bør du engagere dig med design.
Det er den grundlæggende påstand i Christian Basons nye bog ”Form fremtiden” med undertitlen ”designledelse som innovationsværktøj. Og den adm. direktør for Dansk Design Center fortsætter:
– Design er ikke kun en pæn stol eller en praktisk pumpe. Design er mere end et produkt. Design er også et mindset og en række metoder som virksomheder og organisationer (private som offentlige) kan bruge til at skabe forandring.
Hans nye bog gennemgår, hvordan designprocesser kan bruges til at forstå brugernes virkelighed, skabe mere meningsfulde produkter og services gennem inddragelse af interessenter, kunder og borgere, sætte fokus på kerneopgaven og udvikle nye forretningsmodeller – hurtigere og mere træfsikkert.
Eksempler fra ikoniske virksomheder som Grundfos, Coloplast og Danske Banks, fra offentlige organisationer, samt fra mindre virksomheder som kompressorproducenten Pieter Mouritsen A/S i Vejle illustrerer, hvordan man konkret kan arbejde med design i sin ledelse.
Bogen giver tips, refleksionsoplæg og viden, som ledere kan bruge til at forløse organisationens potentiale. Virksomheder og organisationer kan i designledelse finde metoder til at forme fremtiden.
Effektiv designledelse omfatter seks konkrete praksisser, mener Christian Bason:
• Udfordr dine antagelser
• Bring empatien med kunderne i spil
• Giv rum til afvigelser
• Navigér i det ukendte
• Øv dig på fremtiden og
• Gå efter dobbelt værdi.
Christian Bason er i øvrigt keynote speaker på konferencen ”Design Thinking – Design Doing”, der afvikles af In2media og Dansk Markedsføring. Her vil blandt mange andre manden med klodens smukkeste navn, Golden Krishna, der er Googles design strateg, drøfte muligheder i et fuldstændig kaotisk medielandskab. Læs mere her.
Er du interesseret i Christian Basons bog, er herunder indledningen (PDF).