Det har været et begivenhedsrigt år for Skagerak – det tidligere Trip Trap – hvor et nationalt navneskifte, 40 års jubilæum og nye aftaler i Asien, Europa og USA bl.a. har fyldt meget i kalenderen.

Og nu skal den internationale fortælling om virksomheden og om dansk design styrkes yderligere, lyder det fra Skagerak, som til formålet har ansat en ny Chief Marketing Officer i skikkelse af Mette Damborg.

Hun er netop startet hos Skagerak pr. 1. juli og får nu til opgave at skabe en rød tråd i virksomhedens kommunikation på mere end 30 forskellige markeder og understøtte det i forvejen store arbejde, der udføres verden over af medarbejdere, agenter og forhandlere.

Samspillet mellem Skagerak og Mette Damborg er dog ikke helt uprøvet, da Mette netop har hjulpet til med udviklingen og eksekveringen af en strategi for kommunikationen omkring navneskiftet fra Trip Trap, en begivenhed, der skabte landsdækkende overskrifter tilbage i februar.

Mette Damborg har bl.a. tidligere siddet som Head of PR & Marketing i virksomheden bObles, der designer og producerer motorik-udviklende børnemøbler. Her opbyggede hun virksomhedens nationale og internationale kommunikations- og markedsføringsstrategi og platform igennem små tre år.

Stigende efterspørgsel

Med Mette Damborgs stilling følger et stærkt marketing-team, som tidligere på året sagde velkommen til både en ny tekstforfatter og en event-manager, og ejer og CEO i Skagerak, Jesper Panduro, siger, at  ansættelsen da også er en klar reaktion på den stigende opmærksomhed og efterspørgsel, den nu 40-årige designvirksomhed oplever.

– Vores ambition i Skagerak er at bevise, at det betaler sig at gøre sig umage og tage et ansvar. Mettes forståelse for og erfaring med nutidens kunder og medielandskab i både ind- og udland bliver en stor styrke på denne rejse, tilføjer han. 

Skagerak er grundlagt i 1976. Virksomheden er familieejet og beskæftiger omkring 40 medarbejdere, hvoraf de fleste sidder på hovedkontoret i Aalborg.

Skageraks produkter sælges i over 30 lande og eksporten udgør i dag samlet set 50 procent af salget.

Virksomheden overgik officielt til navnet Skagerak den 1. marts i år.