Et af Danmarks førende udviklingshuse for apps, Nodes, har hugget en stærk digital strateg fra en af konkurrenterne. Det er den nu tidligere Account Director hos Shape, Christian Nielsen, der skifter arbejdsplads.
– Vi er i en rivende udvikling for tiden, og vi følger fortsat vores ambitiøse vækstplan, synes vi selv. Og med Christian Nielsen fortsætter vi stimen af ansættelser af senior medarbejdere, der skal bidrage til vores fortsatte udvikling, siger Andreas Rasmussen, stifter og Managing Partner hos Nodes.
– Det er ikke nyt for os at tiltrække de største talenter herhjemme, men det at vi kan få Christian med på rejsen, viser, at vi også kan tiltrække nogle af de mere erfarne og kompetente kræfter specifikt fra app-branchen.
– Christian har jo allerede bevist sit store talent og forståelse for, hvordan virksomheder kan udnytte det kæmpe potentiale, som der er i apps i sit arbejde hos Shape. Det har han blandt andet vist gennem de seneste år, hvor han har været fokuseret på det forretningskritiske aspekt af apps hos blandt andre Credit Suisse, OK Benzin og Hitachi.
– Derudover har han etableret samarbejde med Apple Danmark omkring enterprise løsninger for erhvervskunder. Vi har store forventninger til Christian, og vi glæder os til at se ham som en del af teamet.
Det svarer til Michael Laudrups skifte
Andreas Rasmussen kalder skiftet fra Shape til Nodes for ”kontroversielt, som dengang Michael Laudrup lavede ”det forbudte skifte” fra FC Barcelona til Real Madrid”.
Det tager den nye Nodes medarbejder dog med ro:
– For nogen kan det måske være angstprovokerende at skifte mellem to store aktører, der kæmper om de samme kunder. Især når man har spillet godt på det samme hold i en årrække, og så skal man skifte til et nyt hold.
– Det har bestemt heller ikke været nogen nem beslutning, for min tid hos Shape har været rigtig god. Men jeg må sige, at det kilder i maven, når jeg tænker på de opgaver, jeg står overfor. Jeg kan næsten ikke vente med at komme igang med de første projekter, siger altså Christian Nielsen, der starter hos Nodes i dag.
Han besætter stillingen som Client Service Director på Nodes kontor i London. Her bliver hans rolle at udvikle kundernes forretninger strategisk igennem stærke digitale løsninger. Den udfordring ser ikke overraskende frem til:
– Efter 3 år i Shape, glæder jeg mig til en ny dagligdag med endnu større fokus på strategi. Jeg tror på, at man en gang imellem skal ryste posen for at skabe en ny stejl læringskurve. Bureaubranchen er videreudviklet i London, de store virksomheder søger og investerer i ekstern ekspertise, og de tænker generelt mere strategisk og langsigtet, når det kommer til digitale løsninger. Det bliver en spændende rejse i en ny kulturel kontekst, slutter Christian Nielsen.