Det digitale bureau Valtech har flyttet rundt på et par af sine danske top-profiler og udnævnt Michael Krogh-Schlichter til ny adm. direktør for det danske kontor.
Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.
Den nye, danske Valtech-topchaf har arbejdet i koncernen siden 2004, senest i en rolle som Delivery Director, og han har siden 2014 været en del af ledelsesgruppen i Danmark.
Og han er både ”stolt og ydmyg over at få muligheden for bidrage til den fortsatte vækst og udvikling i Valtech Danmark”, siger han i meddelelsen:
– Efter 15 år i forskellige roller har jeg været i de fleste kroge af organisationen, men stort set hele vejen med Carsten som kaptajn, og det er en stor ære at tage over efter ham, siger han og tilføjer:
– Det bliver en spændende rejse, hvor vi kommer til at introducere en række nye serviceområder i Valtech og jeg glæder mig meget til at komme i gang.
Nyt ledelsesteam i Danmark
Den afgående direktør, Carsten Brogaard Jensen, træder fremover ind i en rolle som Senior Advisor med ansvar for at orkestrere Valtech-gruppens globale opkøbsinitiativer.
Som et led i direktørskiftet er han desuden trådt ud af den danske ledelsesgruppe, og der er sat en ny ledelsesgruppe ind.
Den består – udover Michael Krogh- Schlichter – af Søren Lyager Tingholm, der indtræder i rollen som Sales and Marketing Director, mens Kenneth Miepe fortsætter som Chief Experience Officer med primært ansvar for People & Culture.
Michael Krogh-Schlichter kommer som adm. direktør i Danmark også til at indgå i Valtechs europæiske ledelsesteam.