Lars Bjørn Falkenberg, Vice President & Chief Executive Officer i Charlie Tango A/S, forlader sin stilling ved årsskiftet.

Det oplyser han selv på sin LinkedIn-profil, hvor det også fremgår, at han pr. 1. januar 2020 tiltræder en stilling som Vice President & Deputy Managing Director i T-Systems Northern Europe – et datterselskab af Deutsche Telekom.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Og jagten på hans afløser er allerede i gang, oplyser Helle Huus, der er direktør i KMD og medlem af Charlie Tangos bestyrelse, i en meddelelse til Markedsføring:

- Vi er godt i gang med en lovende og grundig udvælgelsesproces i forhold til den kommende direktør for Charlie Tango, og jeg er overbevist om, at vi i løbet af kort tid vil præsentere en stærk efterfølger til Lars, siger hun i meddelelsen.

Bred erfaring

Helle Huus tilføjer:

- Jeg vil på vegne af KMD gerne takke Lars for solidt arbejde og en ægte dedikation til udviklingen af ​​Charlie Tango. Jeg har naturligvis respekt for hans ønske om at forfølge en ny jobmulighed, og jeg ønsker ham alt godt i hans nye rolle, når han stopper i KMD-koncernen. 

Lars Bjørn Falkenberg har siddet i direktørstillingen hos Charlie Tango/KMD i omkring tre år. Tidligere har han blandt andet været CEO i analysehuset Epinion og Senior VP, Strategy, Products, Sales Excellence & Marketing hos Simcorp.

Og før det Associate Director, Head of Marketing, Digital & Corporate Communications hos Nordea i Luxembourg.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Lars Bjørn Falkenberg er medlem af VL-gruppe 86.

Bureauet bag MobilePay

Bureauet Charlie Tango blev født som In2media tilbage i 1998 og var tidligt ude med at tilbyde virksomheder med at definere og gennemføre deres digitale transformationsstrategi. 

Bureauet er bl.a. kendt som udviklingskræfterne bag MobilePay, som i 2013 blev lanceret for Danske Bank.

I efteråret 2016 gik In2media sammen med det kreative bureau BABY og teknologi-eksperterne i InSilico - og i 2017 købte it-giganten KMD In2media-gruppen, som herefter blev døbt Charlie Tango.