Et af landets mest fremgangsrige bureauer, Magnetix, siger nu pænt farvel til strategidirektør Rasmus Houlind.
Han har senest gjort sig bemærket med bogen ”Hvis det handler om mig, så køber jeg!”, hvori Omnichannel Marketing tranformeres fra at et lidt fluffy buzzword til et praktisk anvendeligt værktøj med udgangspunkt i en perlerække af konkrete eksempler og et letforståeligt framework, ”Kundemålskiven”.
– Jeg har haft rigtigt travlt i forbindelse med arbejdet på bogen og nåede efterhånden frem til den erkendelse, at jeg havde mere lyst til at arbejde med strategisk rådgivning på dette område end til ”bare” at sælge projekter ind, siger Rasmus Houlind.
Derfor siger han farvel til Magnetix for at etablere enkeltmandvirksomheden Omnichannel Institute. Lidt af et spring, men Rasmus Houlind er ikke i tvivl om, at det var det rette tidspunkt at gå solo.
– Alene efterspørgslen efter foredrag eller indlæg om Omnichannel marketing kan så rigeligt fylde min kalender. Dertil kommer en vis efterspørgsel efter mig som konsulent på området, så jeg kommer bestemt ikke til at kede mig, siger han.
Bliver du et enmandsbureau?
– Nej, det vil jeg ikke kalde det. Som det også fremgår af navnet, Omnichannel Institute, så handler det om at skabe en virksomhed, hvor det at rådgive om at skabe en god kundeoplevelse på tværs af fysiske butikker, webshops, sociale medier og alle mulige andre kontaktpunkter bliver omdrejningspunktet, siger Rasmus Houlind.
Han fortæller, at han i arbejdet med den føromtalte bog har stiftet bekendtskab med en masse dygtige mennesker på tværs af faggrupper og virksomheder, som alle har budt ind med deres indsigt og viden.
– Det har skabt et meget stærkt netværk og en solid vidensbase. Fællesnævneren er, at vi alle føler et stort ansvar for at få skabt sømløse og meningsfulde oplevelser for forbrugerne i denne tid, hvor man stadig alt for ofte oplever silo-opdelt kommunikation, hvor den gammeldags ”tragt”-tankegang får lov til at fylde alt for meget. Det er bl.a. det, jeg vil gøre op med, slutter Rasmus Houlind.