Oplevelsesøkonomien er på retur, og forventningsøkonomien er på vej frem. Forventningen om, at virksomheder hele tiden leverer en vare og en service, der er bedre, billigere, smartere og mere etisk forsvarlig, end den var i går, driver udviklingen af nye produkter, mener en trend-guru.

– I dag flyder informationerne så frit, og virksomhederne er så porøse, at forbrugernes forventninger flyder på tværs af både landegrænser og brancher, siger Henry Mason, stifter af TrendWatching.

– For eksempel skaber bekvemmeligheden fra Uber-turen forventninger til det efterfølgende restaurantbesøg. For hvorfor er det ikke ligeså nemt at bestille mad, som det er at bestille en Uber? Pandoras Æske er åbnet, og den er ikke til at lukke igen.

Indfri forventningerne eller omkom i evolutionen

Virksomheder som Uber har uigenkaldeligt skabt nye forventninger til nye varer og ydelser. Kort ventetid og betjening med ét tryk.

Helt konkret er den ventetid, som kunderne finder acceptabel på en hyrevogn, faldet i takt med, hvor længe Ubers service har været til stede i byen.

På tværs af brancherne er Amazon gået i luften med trykknapper, du eksempelvis kan sætte på din vaskemaskine og trykke på, når du er ved at løbe tør, og vupti, så er der nyt på vej.

Virksomhederne skal leve op, eller som minimum tage stilling, til de tårnhøje forventninger, der affødes af alle mulige idéer og opfindelser i alle brancher og afkroge, uddyber Henry Mason.

– Udviklingen har vist, at virksomheder er nødt til at gøre sig det klart, hvor der er brug for deres services, og præcist hvad kunderne forventer. Og kun de virksomheder, der lever op til kundernes forventninger, overlever, siger Henry Mason.

Længe leve LEGO

Trend-guruen påpeger dog, at der findes virksomheder, som er mindre sårbare overfor nye trends og forventninger.

– Et godt eksempel er jeres eget LEGO, som baserer sig på eviggyldige behov for kreativitet og samvær. Dét, sammen med LEGOs stærke, kreative brand, gør, at LEGO overlever eksempelvis Minecraft, siger Henry Mason og tilføjer:

– Fundamentale behov og basale idéer som fairness går aldrig af mode.

Henry Mason besøger København den 3. april, hvor han skal tale til halvdagskonferencen Industry AHEAD, som arrangeres af customer experience-bureauet Creuna. Der er stadig få pladser til de, der ønsker at opleve hans foredrag.

Arrangementet er gratis, men pladser skal bestilles her.