Tidligere politisk rådgiver, politisk kommentator og bureau-partner, Peter Goll, har sagt sit job op som Head of Business Projects Emergency i Falck og starter sin egen rådgivningsvirksomhed.
Virksomheden hedder Goll Impact og har ikke overraskende fokus på kommunikation, public affairs, ledelse og salg. Og Peter Goll vender samtidig tilbage som politisk kommentator.
– What you see – is what you get. Jeg tilbyder kort og godt mig selv, og den erfaring, netværk og professionalisme, jeg er kendt for. Min plan er hurtigt at opbygge et sekretariat med nogle tunge specialiserede kompetencer, men jeg kommer selv til at stå i spidsen for alle leverancer, siger Peter Goll.
Peter Goll har mere end 20 års erfaring fra en karriere, der spænder vidt. Han har været rådgiver for daværende SF-partiformand Holger K. Nielsen, særlig rådgiver for forhenværende justitsminister Morten Bødskov samt adm. direktør, nordisk kundedirektør og ledende partner i det skandinaviske kommunikationshus Geelmuyden Kiese.
Nyt fokus på ledelse og salg
Siden 2014 har han været ansat som direktør og leder i Falck i en række forskellige stillinger med fokus på forretningsudvikling og salg.
Det klan ses af hans nye tilbud til markedet. Ud over de klassiske ydelser, som de kendes fra de etablerede kommunikationsbureauer – såsom strategisk kommunikationsrådgivning, Public Affairs, kriserådgivning og foredrag – vil han også fokusere på ”ledelsesmæssig rådgivning, ledelsesudvikling, salgsstrategier, organisationsmæssige temaer, og virksomhedsstrategi”.
– Jeg har i en håndfuld år beskæftiget mig indgående med ledelse, salg og forretningsudvikling. Den erfaring tager jeg med mig til et marked, som jeg mener, har brug for et blik, der rækker ud over kommunikationsfagets typiske grænser, siger Peter Goll.
Tilbage som politisk kommentator
Også den politiske kommunikation tiltrækker. Peter Goll vil fastholde engagementet i den politiske verden.
– Efter at have arbejdet internationalt med et erhvervsmæssigt fokus de seneste år, har mit syn på dansk politik fået et lidt ændret perspektiv. Med det afsæt glæder jeg mig til at følge og kommentere på de danske politiske debatter igen, siger Peter Goll.
Ud over nyheden om GOLL IMPACT løfter Peter Goll også sløret for en række yderligere iværksætterplaner. Planen er i løbet af 2017 at starte yderligere et par virksomheder sammen med en række partnere og investorer.
– Jeg har ophobet nogle iværksætterideer, der nu skal prøves af. Jeg kommer selv til at have mit hovedfokus på Goll Impact, og de rådgivningsopgaver, jeg påtager mig der. Men sammen med gode partnere og investorer kommer jeg til at sætte yderligere skibe i søen i året, der nu kommer, slutter Peter Goll.
Goll Impact lanceres officielt i dag 2. februar, men virksomheden har allerede flere projekter i gang på baggrund af dialog med tidligere kunder og nye relationer.