NEKROLOG: Mon ikke Jacob Ludvigsen vil dele vandene? Gal eller genial? Glem dén diskussion. Ildsjæl var hans mellemnavn.

Som han selv engang påpegede i Journalisten, var han 113 pct. journalist og 81 pct. reklamemand, og da det summer til mere end 100 pct., viser matematikken blot, at han flintrede fra opgave til opgave.

Og den kære, runde, hårfagre, skarpe og ironiske bornholmer havde så mange jern i ilden, at det trodser enhver iværksætters vådeste drømme.

Udlært på Skive Folkeblad i slut-60’erne drønede han videre. Til bl.a. Danmarks Radio, hvorfra han naturligvis blev fyret, fordi han i børneprogrammet ”Peberkværnen” forslog, at der skulle sættes kondomautomater på skolerne.

Det var også i Peberkværn-regi han lancerede idéen til et ungdomshus, Huset i Magstræde, hvilket naturligvis også skilte vandene politisk i Københavns kommune. Det var han iskold over for. Idéen var vigtigere end rygklapperne og kritikerne.

Hovedbladet og Christiania

Men det var i Hovedbladet, han tidligt og for alvor lod idéerne få frit svæv. Her plæderede han for Thy-lejren og etableringen af Christiania, hvilket han så i øvrigt bidrog til i de fine lokaler i Bådmandsstræde Kaserne fra 1971.

Nu blev han ikke ret længe på fristaden. Fællesmøderne, der jo gik op i hat og briller tilsat en god portion stærk tobak, var slet ikke hans kop te.

Han udtænkte strategier og eksekverede på stedet. Nogle af idéerne var fornuftige.

Da han i en periode sammen kollegerne på Wibroe, Duckert & Partners opfandt ”squash-universet”, hvor Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard brillerede, blev storytelling for alvor en institution i reklame-Danmark.

Det er jo en af de mest succesfulde kampagner i Danmark overhovedet, og den kampagne beviste, at god reklame skaber opmærksomhed og dernæst lokker folk til godvilligt at slippe slanterne. Det var jo den samme appelsinvand, Tuborg producerede og solgte før og efter kampagnen.

Som marketingchefen hos Tuborg dengang fortalte undertegnede, at ”er det stadig sukker + essens + vand fra hanen i Gentofte tilsat bobler, der er hemmeligheden”.

Bornholm, rumænsk mudder og ”Finurlig talt”

Hans kærlighed for det aparte førte ham og fruen, Elizabeth Løvegal, til Bornholm, hvor de dyrkede mærkelige planter, der skabte god karma for dem, der turde prøve dem.

På et tidspunkt importerede han også rumænsk mudder, var det vist, og hvor han engang fortalte mig, at det meste faktisk kom fra Rumænien. Eller hvor det nu kunne købes.

Læserne af det beskedne organ, Markedsføring, havde glæde af hans klumme ”Finurlig talt” fra 1976. Her fik alle i vores branche læst og påskrevet, skarpt, kærligt og kontant.

Ens venner siger en del om, hvem man er, og med Jens Jørgen Thorsen skabte han happenings, og med Dan Turell skabte han liv og eftertænksomhed. Ludvigsen og Turell boede sammen i en periode med kæresterne i en lejlighed på Forhåbningsholms Alle på Frederiksberg.

Det er umuligt at udnævne en indsats til Jacob Ludvigsens adelsmærke. Fordi vi er i reklamebranchens, er vi glade for hans ”skvaaaz” udtryk i Partners-tiden for Tuborg. Men den spøjse mand var uden for kategori.

Det smukke egetræ er gået ud

”Hobbit i Habit” hed hans memoirer, hvilket er ganske præcist. Jimi Hendrix-hår og mørk tre-delt habit var jo hans varemærke. Kommerciel på den ene side, rebel på den anden.

Cigarer røg han med stort humør, og så tog han i øvrigt godt for sig af alle livets retter.

Information indledte hans nekrolog med at skrive, at ”et gammelt egetræ er faldet” med tilføjelsen: ”Et af de mest vildvoksende træer er pludselig gået ud, væk, bort”.

Meget præcist, thi Jacob Ludvigsen var på alle måder at ligne ved et egetræ, bredt, stærkt og stateligt, og reelt en art med 500 sub-kategorier – og globalt i udbredelsen.

Hans idéer var store, og de var små. Hans kamp for en lille margarineproducent over for Unilever var klassisk Ludvigsen.

Hans idéer om at søsætte aviser og pamfletter for en enkelt gade til de lokale, var et andet træk. Idéen var det vigtigste, men ingen idéer var en bønne værd, før den blev eksekveret.

Jeg tror godt, vi kan bruge en kliché, ”Execution is King” om en hædersmand, der alt, alt for tidligt er gået bort.

Æret være Jacob Ludvigsens minde. Jeg kommer til at savne hans krøllede hjerne.