Ikke så få brands, politikere og begivenheder har i de senere år måttet lægge ”ryg” til humoristiske tegninger og satiriske svirp, når ”Comicus & Co” ruller sig ud og tager nyhedsstrømmen under kærlig behandling.
Intet er helligt – hverken Danske Bank, DSB, Starbucks, FIFA, Carlsberg, SAS, KiM’s eller andre – og således heller ikke i denne samling.
Bag pseudonymet ”Comicus & Co” gemmer sig reklamemanden og tekstforfatteren Carmichael Billingsley, og han har flere gange til markedsforing.dk’s læsere samlet et særligt udvalg af sine satiretegninger om små og store brandrelaterede- eller andre begivenheder.
Den aktuelle samling, som du kan se under artiklen, rummer begivenheder fra årets første seks måneder, og her går hverken Grækenland, FIFA, Nordea eller Radio24Syv ram forbi – ej heller gør Djurs Sommerland, Bjarne Riis og Dansk Folkeparti. Og mange flere.
Som regel lægger Carmichael Billingsley i øvrigt værkerne ud på sin Facebook-side, hvor man løbende kan finde nye, aktuelle Comicus & Co-tegninger.
Se samlingen ”Comic-uuuuuhs” i PDF-filmen nedenfor.