Efter halvandet år hos Partners stopper Hanne Schmidt som kreativ direktør på Wibroe Duckert & Partners. Skilsmissen er helt udramatisk og sker “efter gensidig aftale”.

Hanne Schmidt kom til Partners i oktober 2014 fra et job som kreativ direktør hos Bocca.

Før det havde hun bl.a. været hos Public, ligesom hun var med til at tegne PropagandaMcCann i en årrække.

Begge parter melder, at der ikke ligger noget drama bag skilsmisen, og Hanne Schmidt fortsætter hos WDP indtil udgangen af januar.

– Det har været spændende at være på Partners i halvandet år, ikke mindst fordi vi var så forskellige. Det er nu afprøvet, og nu vil jeg gerne prøve noget nyt, siger Hanne Schmidt.

Og det er?

– Jeg er mest optaget af storytelling, arbejde med emotionelle greb og helst et nyt formsprog. Du kan sige, at det går imod strømmen med at hylde “den store idé”. Jeg kæler for detaljerne i historierne som fx i rekrutteringskampagnen for Forsvaret, fortsætter Hanne Schmidt.

 – Sat på spidsen skaber jeg ofte nærmest dokumentariske portrætter og dermed ikke decideret reklame. Jeg ser fx mit arbejde som mindst lige så tæt knyttet til kulturlivet, som til erhvervslivet, og det fortsætter jeg med i kraft af mit nye netværksbureau, slutter Hanne Schmidt.

Hendes nye netværksbureau hedder Freckl.