Facebook ligner mere og mere gamle dages gadekær. Tosserne forsamles og deler deres uforgribelige visdom.
Men trods disse fordomme vakte det debat, da Henrik Dahl i forrige uge annoncerede på Facebook, at han efterlyste et deltidsjob, fordi hans folketingskandidatur for Liberal Alliance har lagt en dæmper på lysten til at booke ham som foredragsholder.
Hvor naiv kunne Henrik Dahl være? Men strategien virkede, og på fredag starter Henrik Dahl hos Publico i Aarhus.
Her skal han som kommunikationsrådgiver bidrage til arbejdet med analyse, strategi og kommunikation, der kan understøtte Publicos kunders forretningsmæssige mål.
– Jeg føler allerede, at jeg har kendt og haft glæde af Henrik Dahl i mange år. Jeg har læst hans bøger, lyttet til hans radioprogrammer, fulgt ham som debattør og moret mig over hans humor på Facebook, siger Uffe Lyngaae, direktør i Publico.
– At han desuden har en phd i kommunikation og haft eget bureau differentierer ham positivt fra de fleste kandidater. Så da jeg så Henriks åbne jobansøgning på Facebook, skrev jeg straks til ham og aftalte en samtale, der mest kom til at handle om, hvad han skal lave i Publico, ikke om han skulle ansættes,
Tænkehatten på dagligt
Hvad skal Henrik Dahl dog hos Publico?
– Vi oplever en stigende efterspørgsel efter strategisk rådgivning om vanskelige problemstillinger fra organisationer og virksomheder med komplekse produkter eller services.
– Vi skal med andre ord tage tænkehatten på næsten dagligt for at levere varen. Derfor tror jeg, at Henrik Dahl er et perfekt match til os. Nu håber jeg bare, det varer længst muligt, før der bliver folketingsvalg, så vi og vores kunder kan nå at få størst muligt udbytte af Henriks kompetencer, slutter Uffe Lyngaae.
Henrik Dahl er ikke overraskende glad for sin nye mulighed.
– Held kommer i mange skikkelser. Nogle af de bedste år i mit arbejdsliv var de knap fem år, jeg var forskningschef i ACNielsen. Nu skal jeg lave mange af de samme ting hos Publico: Udvikle seminarer og analysemetoder. Rådgive virksomheder og organisationer. Hvis mine nye Publico-kolleger og vores kunder synes, det er bare halvt så spændende, som jeg selv gør, er successen hjemme, siger Henrik Dahl.
Fakta om Henrik Dahl
• Henrik Dahl er sociolog, forfatter, og var tidligere en efterspurgt og blændende foredragsholder.
• I dag er han fortsat en blændende, men knap så efterspurgt foredragsholder. Måske fordi han ”sprang ud” som folketingskandidat for Liberal Alliance i Sydjyllands storkreds.
Fakta om Publico
• Publico er et PR-bureau, der er etableret i 2001 af Uffe Lyngaae, som fortsætter bærer direktørtitlen.
• Publicos 10 konsulenter løser strategiske kommunikationsopgaver for private virksomheder og offentlige organisationer.
• Kundelisten tæller bl.a. AP Pension, TDC, Rambøll, Baresso, Nets, Pressalit, Jet Time, Socialstyrelsen, Letbanen og Odder Kommune.