Der er faktisk sket en del rokader på Dansk Brancheanalyses millionærliste siden 2016, og det er ikke fordi nogle af millionærerne pludselig er blevet blanket af:

– Det er stort set alene, fordi nogle bureauejere er blevet mægtigt velhavende af at sælge deres virksomhed i løbet af 2017, siger Ole Egholm, økonomen bag Dansk Brancheanalyses årlige opgørelse over bureauernes økonomi.

Vanen tro har han kigget på de rigeste fra bureaubranchen, og blandt højdespringerne på top-10 finder vi Martin Bochinek, der er gået fra en 19. til en 3. plads på grund af salget af en del af Magnetix til Dentsu Aegis Network. 

– Vi ser også Lasse Morell, der har solgt majoriteten af DIS/PLAY til WPP’s AKQA, og dermed er gået fra en 23. plads til en 4. plads. Han er farvet i gult i tabellen neden for, fordi han nu er officielt bosiddende i England.

Penge kan også tjenes uden for bureaubranchen

Prøv at kigge uden for top-10, hvor majoritetsejeren af 727 + Klean, Tom Elert Christensen, har fået fordoblet sin formue. 

– Det er dog ikke på at drive 727, men på andre investeringer, hvilket har bragt ham fra en 25. plads til en 14. plads, fortsætter Ole Egholm. 

– Mona Juul er gået fra en 55. plads til en 26. plads via hendes delvise salg af Envision, som hun dog fortsat ejer 20 pct. af. Tine Hertz har heller ikke tjent sin formuestigning i OMI, men fordi hun har været involveret i Omnicar, der er blevet børsnoteret i løbet af regnskabsåret. 

– Jan Werner, der stadig ejer 34 pct. af det WPP-kontrollerede Wunderman, har ved kernesund drift og hjælp fra andre mindre investeringer også mere end fordoblet formuen i løbet af 2017, og Wunderman-CEO’en er gået fra at ligge nr. 80 til at ligge nr. 36.

– Endnu længere nede finder vi Anni Sørensen, der har tjent lidt på salget af Envision og så Andreas Borreskov Iversen, der næsten har fået 15-doblet sin formue ved frasalg at In2Media/Charlie Tango til KMD.

Duckert og Kunde topper som sædvanligt millionær-listen

De to første pladser på millionær-listen er der fortsat ingen tvivl om: Bureaubranchens to grand old men, Jan Duckert og Jesper Kunde, ligger fortsat nr. 1 og nr. 2.

– Mens Jesper Kunde fortsat driver et af Danmarks største danskejede reklamebureauer, så er Jan Duckerts danske bureauaktiviteter krympet en anelse. 

– Oprindeligt var omdrejningspunktet for Jan Duckerts aktiviteter Wibroe, Duckert & Partners, men her trådte Duckert helt ud af ejerkredsen i 2015. I en lang periode har hans bureauaktiviteter været samlet i PeopleGroup, og med bureauer med navne der sluttede på ”People”. 

– Jan Duckert ejer fortsat PeopleGroup 100 pct., men han ejer i sit overliggende holdingselskab (J. Duckert Holding A/S, red.) nu også minoritetsposter i hele 7 selskaber omkring, men også udenfor reklamebranchen, hvoraf de 6 var tabsgivende i 2017. 

Og så er der de oprindelige GoViral-penge

Claus Moseholm (6) og Jimmy Maymann-Holler (29) blev begge i omegnen af trecifrede millionærer, da de januar 2011 solgte GoViral til amerikanske AOL. 

Ved vi noget mere om dem?

– Jimmy Maymann-Holler kvitterede ved at flytte til London og opløse sit holdingselskab ved erklæring, før vi fik at se, hvor mange penge der havnede i det. Claus Moseholm blev i Danmark, men har i sit ultimative holdingselskab valgt at undervurdere værdien i sit datterselskab LVRC ApS (CVR 26859476) med næsten 70 mio. kr., en undervurdering, vi har korrigeret for her i analysen. 

– Jimmy Maymann er officielt vendt hjem fra London for nylig, og selv om vi ikke kan finde ”de gamle penge”, så kan vi da se, at han investerer i fast ejendom og at nogle af de oprindelige penge, der formentlig blev tjent ved salget af GoViral, har fundet vej tilbage til danske selskaber. 

– Det er vores indtryk, at begge disse millionærer finder det upassende, at de stadig figurerer på vores millionærliste, men vi må jo være tro over for vores mission. De er særdeles velhavende, og det skal vores seriøse analyse også vise.

Der er 401 danske bureau-millionærer

– Flemming Hald Nielsen (nr. 7) solgte sine 29 pct. af Envision til Søren & Jens Kofoed (nr. 33), og på trods af hans bogførte gevinst på fantastiske 22,251 mio. kr. og en tilsvarende forøgelse af formuen på 29 pct., så rykkede han ikke op på listen. Hvilket understreger hvor meget rigere de rigeste er blevet.

Og din udgangsreplik er?

– Vi burde omtale mange flere danske bureau-millionærer. For i vores analyse ser vi summen af alle dem, der gennem nærmest et helt livs indsats har været rigtigt dygtige til at tjene penge på det de laver, blandt andet fordi de er knalddygtige reklamebureaufolk.

– Hertil kommer, at mange af dem har været ualmindeligt dygtige til at sælge deres livsværk på det rigtige tidspunkt, hvilket også siger noget om deres professionalisme, slutter Ole Egholm.

Der er faktisk 401 danske bureau-millionærer, der samlet set har formuer på 4,57 mia. kr. Regner man disse millionærers formueforøgelse for 2017 med, er deres værdier forøget med svimlende 27 pct.

Det og meget, meget mere, kan du se i bureauanalysen fra Dansk Brancheanalyse.

Fakta

  • Dansk Brancheanalyses rapport om den danske bureaubranche dækker 323 bureauer, hvoraf de store netværk som fx Dentsu Aegis, WPP og Omnicom tæller som et bureau hver.
  • Analysen indeholder en resultatopgørelse over de bedste og de værste bureauer.
  • Største overskud, største organiske vækst, højeste lønninger, største overskud per ansat og højeste. Tilsvarende er der afsnit over de ringeste præstationer.
  • Der er naturligvis afsnit med de enkelte bureau-typer og en opgørelse over de mest værdifulde og de værdiløse bureauer.
  • Der findes også et kapitel over, hvad bureauerne er værd og opgørelsesmetoden. Branchens millionærer er også vist.
  • Rapporten, der er på 170 sider, er på gaden i næste uge og koster 3.600 kroner (+moms). Den kan bestilles ved at sende en mail til ole@danskbrancheanalyse.dk