Virksomheders evne til at kapitalisere på data spiller en større og større rolle. Derfor opruster In2media nu kompetencen på det område og ansætter Torben Vejen som Client Service Director og Head of Data Capitalization.
– I en tid, hvor flere og flere af virksomhedernes forretningsprocesser og touchpoints bliver digitale, kan vi se, at interessen for at anvende data til at forbedre kunderelationer, styrke salget og mindske kundeafgang er kraftigt stigende, siger Tim Frank Andersen, bestyrelsesformand hos In2media.
– Virksomhedernes salgs- og marketingmaskine bliver både digitaliseret og automatiseret, og derfor rykker dette felt meget tættere på vores kernekompetence.
Torben Vejen bliver ny mand på holdet
Det er en kompetent profil, det digitale bureau In2media har hentet. Torben Vejen har mere end 15 års erfaring på området og har gennem de sidste otte år været partner og adm. direktør hos Responsive.
– Jeg tror, at In2media med 20 år i branchen har det helt rette digitale fundament til at sætte nye standarder for, hvordan virksomheder effektivt og systematisk arbejder med at omsætte deres store mængder data til viden og indsigt, der kan styrke og forbedre deres forretning, tilføjer Torben Vejen.
– Jeg ser en klar fordel i, at vi nu i samme hus både kan designe produkter og services, udvikle og drifte dem og efterfølgende hjælpe virksomheder med at optimere deres digitale kundeoplevelser, så forretningen styrkes, fortsætter den nye partner.
Torben Vejen har både ledelseserfaring og erfaring fra kundesiden med i bagagen, idet han har været CMO hos Tryg Forsikring og CRM Manager hos TDC.
– In2media er inde i en rivende udvikling, hvor stort set alle virksomheder har den digitale transformation på agendaen og derfor efterspørger de ting, vi leverer. Jeg glæder mig derfor også til at arbejde sammen med Torben Vejen om videreudviklingen af vores selskaber i In2media-gruppen, slutter Andreas Iversen, adm. direktør hos In2media.
Fakta
• In2media har siden startskuddet i 1994 udviklet et særligt fokus på forretningsudvikling gennem gode digitale brugeroplevelser.
• I takt med udviklingen af de digitale medier og platforme har bureauet skabt kreative og innovative digitale løsninger for en lang række danske og internationale brands – herunder Danske Bank, YouSee, Pandora, DSB, DSV, KMD og UBS.