Juryformanden for Danish Digital Awards, Kim Jong Andersen, er sprunget ud som selvstændig rådgiver.

Det nye selskab hedder ikke overraskende ”JONG” med ambitionen ”mediocrity not allowed” bundet i halen.

Det er resultatet af overvejelserne i slipstrømmen på skilsmissen fra McCann Copenhagen i maj i år, der også kostede Morten Ingemann livet.

Hvad kan du sige om JONG?

– JONG rådgiver virksomheder i, hvordan man positionerer brands og udvikler forretningen i en digital verden. I en digital verden er det kun de bedst præsterende brands, der kommer til at opnå fremgang. Middelmådighed er ikke en option, siger Kim Jong Andersen.

– Det er både en strategisk tung, men også kreativt krævende indsats, der skal til for at føre an. Det strategiske ligger primært i at organisere sig rigtigt både internt og eksternt – det kreative i at kunne se mulighederne for at skabe ny værdi, hvor man måske hidtil ikke har gjort noget særligt eller særligt nok.



Foredrag, workshop eller hele pakken

Du har forskellige tilbud til virksomhederne?

– Ja. Et af dem er at afholde foredrag kombineret med workshops. Et andet er ”48” timer, der er et koncept, hvor man i løbet af to døgn i et intensivt og udforskende forløb kan trække frit på min ekspertise og erfaring i forhold til at give en række bud på forskellige problemstillinger, der knytter sig til den digitale transformation.

– Herefter kan man så vælge om man ønsker at få dem kvalificeret yderligere, da jeg som et muligt tredje trin også laver egentlige business cases. Et fjerde er lidt større strategiske processer og handlingsplaner, der involverer større dele af organisationen.

– Et femte er rekruttering af såvel digitale kompetencer som udvælgelse af de partnere, der skal til for at løfte opgaverne.


Et stort løfte til annoncørerne fra én mand. Og den betydelige pakke er du nået frem til fordi?

– Det er i dag ikke tilstrækkeligt blot at levere en mere eller mindre velfunderet idé, sætte en charmerende præsentation sammen og så ellers håbe på, at kunden er tilpas ”modig”, men de har kun sjældent gjort sig den ulejlighed at se lidt mere holistisk på deres idé og vurderet konsekvenserne i forhold til en egentlig business case, endsige inddraget virksomhedens interessenter både internt og eksternt i processen.

– Her kan JONG også hjælpe enten virksomhedens bureau eller den indkøbende virksomhed med i højere grad at kvalificere de gode idéer, slutter Kim Jong Andersen, der ind til videre er solo i butikken.

Derfor skal han også købe kompetencer ind, når opgaverne vokser. I dag er det primært som rådgiver, han er i markedet.