Ansvarlighed og CSR trænger frem på virksomhedernes agendaer. I en ny Accenture-undersøgelse, foretaget for UNPRI, fortæller 79 pct. af de interviewede CEO’s, at bæredygtighed er et middel til konkurrencefordele.
Og både danske og globale forbrugere ønsker, at virksomhederne i stigende grad bidrager til at løse samfundets udfordringer, viser en undersøgelse fra bl.a. konsulenthuset MSLGroup.
– Vi er enige i, at danske virksomheder i et samarbejde med myndigheder og aktørerne i civilsamfundet skal intensivere arbejdet med ansvarlighed, og derfor samler Jyske Bank CSR-aktiviteterne i en afdeling, siger Knud Nørbo, HR-direktør i Jyske Bank.
– Til at samle og udvikle de indsatser, vi i forvejen investerer i, har vi ansat Lene Hjorth, CSR-chef i BRFkredit som afdelingsdirektør for vores koncern-CSR. Lene kommer med en enorm erfaring med ansvarligheds-arbejdet i den finansielle sektor, og hendes kvaliteter er skræddersyede til det, vi gerne vil, slutter Knud Nørbo.
Lene Hjorth er naturligvis glad for udnævnelsen:
– Det er virkelig en glæde for mig at få lov til at bidrage med CSR-initiativer for Jyske Bank-koncernen. Der er så mange muligheder for at gøre en forskel i en dansk virkelighed, hvor vi i stigende grad skal samarbejde om at løfte de byrder, vi tidligere overlod til staten og kommunerne.
– I dag har det private, det offentlige og NGO’erne en pligt til at samarbejde til glæde for borgerne, og jeg ser rigtig mange muligheder for at positionere Jyske Bank og samtidig gøre noget godt for en bredere kreds, slutter Lene Hjorth, der kommer med 11 års erfaring med CSR-arbejdet i BRFkredit.
Lene Hjorth er også formand for CSR-klubben under Huset Markedsføring, og den klub inviterer til en drøftelse af de dilemmaer, virksomheder står over for, når de implementerer CSR-strategier.
Det sker under overskriften ”Find fem fejl” og afvikles den 13. november i Huset Markedsførings lokaler fra 09.00-11.00. Morgenmødet er gratis. Læs mere her.