Efter fire år hos kommunikations- og PR-bureauet Kasters forlader partner og medejer Morten Sauer nu bureauet for at etablere sit eget set up under navnet Sauer Kommunikation. I det nye projekt vil der være fokus på holdningsbaseret kommunikation, mens der også – med Sauers egne ord – vil blive skelet mere til kvaliteten af rådgivningen end til skarptskårne timeregnskaber.

– Jeg har haft nogle fantastiske år hos Kasters, men har også følt et stigende behov for at redefinere den eksterne rådgivers rolle og leverancer. Som selvstændig rådgiver har jeg mulighed for at investere den tid i forståelsen af kundens forretning og kultur, som er nødvendig for at kunne levere kompetent sparring, siger han i en pressemeddelelse.

Med udgangspunkt i sine erfaringer fra blandt andet Folkemødet vil Morten Sauer også arbejde strategisk med at sikre virksomheders og organisationers legitimitet.

Det skal blandt andet ske ved at skabe overensstemmelse mellem forretningen og det omgivende samfunds forventninger, forklarer han.

– Offentlighedens forventninger til erhvervslivet har udviklet sig enormt i de seneste år. Det ser man både på Folkemødet, men også i hverdagen, hvor borgere og forbrugere i stigende grad forventer, at virksomhederne har en holdning til de samfundsproblemer, der ligger i forlængelse af deres forretning. Jeg vil gerne hjælpe med at formulere og oversætte de holdninger til strategi og kommunikation.

Hos Kasters var Morten Sauer ansvarlig for udviklingen af bureauets Folkemøde-koncept ”MeningsMinisteriet”, der vandt PR-tigeren i 2013.

Forud for sit engagement hos Kasters arbejdede han som rådgiver hos PR- og lobbybureauet Ehrenberg Kommunikation, som specialiserer sig i kommunikation inden for turisme, transport og logistik.