Under overskriften ”Skaber PR Branchen værdi eller skaber den sig bare?” sidder fem toprådgivere inden for kommunikation klar på Folkemødet lørdag kl. 09.00 til at overbevise de tilhørende om, at den skaber værdi.
På scenen vil Kresten Schultz Jørgensen fra LEAD Agency, Lotte Hansen fra Hansen Agenda, Peter Sterup fra Primetime Kommunikation, Michael Trinskjær fra Aspekta og Nikolaj Buchardt fra Burson Marsteller komme med løsningsforslag til fire kommunikations-udfordringer.
Det sker fra Dansk Erhvervs scene 2, der ligger på G3 på ydermolen i Allinge havn. Og hvad drejer det sig om?
AIDS-fondet
AIDS-fondet søger rådgivning om, hvordan de kan kommunikere de gode nyheder om, at behandlingen af sygdommen i dag er så succesfuld, at en velbehandlet hiv-smittet ikke længere smitter og kan leve et almindeligt liv.
Og det endda på en måde, så kommunikationen tager højde for, at det ikke er alle HIV-smittede, der oplever, at de ”bare lige” kan få noget medicin og så leve et liv som alle andre.
University College Sjælland
University College Sjælland søger rådgivning om, hvordan de kan rekruttere i en region, der har Danmarks laveste uddannelsesfrekvens og generelt store problemer med at tiltrække og fastholde unge i uddannelsesforløb udover folkeskolen.
Havtorn Bornholm
Havtorn Bornholm står på tærsklen til et kommercielt gennembrud og spørger panelet, hvordan de uden penge på lommen kan profilere deres brand og produkter i Danmark – og også gerne i udlandet.
Telia og Telenor
Telia og Telenor fusionerede i maj og står midt i en fusioneringsproces. De spørger panelet, hvordan de bedst muligt inddrager de danske medarbejdere, så selskabet sikrer fokus, motivation og ejerskab.
Rådgiverne
· Kresten Schultz Jørgensen, LEAD Agency
· Lotte Hansen fra Hansen, Agenda
· Peter Sterup, Primetime Kommunikation
· Michael Trinskjær, Aspekta
· Nikolaj Buchardt, Burson Marsteller.