- Det fungerede ikke.

Sådan lyder det fra den kendte iværksætter Jonathan Løw, der nu har droppet sin ellers hypede satsning, der gik ud på at få kunstig intelligens til at optimere marketing-tekster.

Siden i sommer har de to iværksættere bag firmaet JumpStory, Jonathan Løw og Anders Thiim Harder, arbejdet på at udvikle en algoritme, så man kunne hjælpe virksomheder med tekstforfatning baseret på kunstig intelligens. Men nu er projektet lukket ned.

Hvorfor dropper i tekst-projektet?

- Fordi vi måtte konstatere, at det ikke fungerede. Vi har brugt efteråret på at arbejde på en algoritme, der kunne skrive marketing- og kommunikations-relaterede tekster på baggrund af kunstig intelligens, men vi kunne ikke bygge noget, der var godt nok, siger Jonathan Løw.

I stedet bliver JumpStory nu til en billedtjeneste.

- Vi havde allerede billedfeaturen på JumpStory-sitet, og det var meget efterspurgt, så nu satser vi i stedet på det. Men stadig baseret på kunstig intelligens, siger Jonathan Løw.

Og det er ikke uvant for ham at skifte spor.

Mange års erfaring

Jonathan Løw har i de seneste 15 år stået bag flere forskellige typer af projekter, både som ansat og som iværksætter.

Et af de første iværksætterprojekter var eForlag.dk – en platform for digital litteratur – som han lancerede i 2000. Siden blev Jonathan Løw ifølge sin egen hjemmeside købt ud af selskabet af en investor.

I 2004 stiftede han sammen med Mads Ellegaard EnGodSag.dk, hvor e-handels-virksomheder kunne donere penge til velgørende organisation, hver gang en kunde handlede hos dem. Virksomheden gik konkurs i 2009.

Gennem årene har Jonathan Løw også været marketingchef hos KaosPiloterne og eventansvarlig hos Who Cares Wins (konference afholdt i 2013) - og i dag driver han firmaet Listen Louder, hvor han bl.a. rådgiver om iværksætteri og hjælper andre iværksættere med PR.

Plus at han altså har gang i det nye iværksætter-projekt, JumpStory, der ifølge en meddelelse fra selskabet vil være ”blandt verdens førende digitale tjenester indenfor de kommende fem år.”

Tjener ikke penge endnu

- I dag findes jo de store billed-tjenester som Adobe og Shutterstock på den ene side, og på den anden side er der en række gratis-tjenester. Vi syntes, at der manglede noget midt imellem – og især mangler der en begavet søgefunktion, siger Jonathan Løw.

Ideen med ”det nye” JumpStory er således at levere en abonnements-baseret tjeneste, hvor brugerne betaler et fast beløb pr. måned, og så kan man ellers bruge løs af billederne, som på forhånd er rettigheds-clearede. 

Og om kort tid lanceres en ny feature, fortæller Løw:

- Det bliver sådan, at du ikke selv behøver at skrive søgeord, som fx ”vækst” eller ”årsregnskab”, men kan copy paste fx din artikel ind i søgefeltet, og så sørger algoritmen for at finde et billedudvalg, der passer til teksten.

Men kan I tjene penge?

- Nej, ikke endnu. Vi har fået en investering og et lån på tildammen tre millioner kroner fra investment managementfirmaet Borean, men som for alle andre start ups koster det at komme i gang. Jeg vil dog sige, at vi taber få penge i forhold til markedet.

JumpStory beskæftiger ifølge Jonathan Løw 10 personer, og indtil videre et fokus på Danmark, men man kigger også ud over landets grænser.

- Spanien er et af de lande, vi har kig på efter Danmark, siger Jonathan Løw.

JumpStory ApS har følgende ejerkreds: Co-founder Anders Thiim Harder (32%) Co-founder Jonathan Løw (32%) Ambolt Holding ApS (11%) Borean Innovation A/S (25%).