Årets første store bureaunyhed trillede ind ad døren første nytårsdag. Kim Jong Andersen flytter ind hos McCann Copenhagen med direkte reference til CEO’en Morten Ingemann.

Hans nye titel er Executive Vice President eller slet og ret direktør uden specificerede kompetence-områder. Han skal sammen med det øvrige hold bidrage til, at bureauets samlede markedstilgang udvikles yderligere.

Hvorfor ansætter du Kim Jong Andersen?

– Kim og jeg har brugt en del tid sammen og prøvet hinandens synspunkter af i nogle konkrete sammenhænge. Vi står godt til hinanden og har fælles ambitioner – et godt udgangspunkt for at danne et stærkt makkerpar, siger Morten Ingemann.

– Herudover er Kim jo en markant skikkelse med klare holdninger, men også en stor portion faglighed at have dem i, og den kombination finder jeg ret attraktiv.

Hvorfor har Kim Jong så valgt McCann?

– Jeg har stor respekt for Morten og den forskel, han insisterer på at gøre for kunderne. Vi har nu aftalt, at jeg får mulighed for at udnytte mine færdigheder uden skelen til kasketter, siger Kim Jong Andersen.

Hvorfor siger du ”uden kasketter”?

– Det passer mig klart bedst, når jeg ikke bliver sat i bås, især fordi jeg tror på, at kunder har mest gavn af partnere, der både kan tænke og eksekvere på tværs af discipliner, tilføjer Kim Jong Andersen.

– McCann er også et internationalt netværksbureau, der både har et større potentiale her i Danmark og i forhold til at hjælpe internationale virksomheder med base i Danmark ud i verden eller ind på det lokale marked her. Og for mig er det en uimodståelig udfordring at kunne være med til at indfri det fulde potentiale.

Bred og unik erfaringsbase

Tilbage til Morten Ingemann.

Kim Jong Andersen har været vidt omkring i sin karriere. Er det noget, I har haft nogle overvejelser omkring?

– Kim har en ret unik erfaringsbase, fordi han netop har været mere om sig end de fleste. Det er de færreste beskåret at have gennemført så mange og markante projekter på tværs af næsten alle brancher og marketingdiscipliner.

– Den særlige kompetence tror vi, vi kan gøre god brug af her i McCann, så må det være min opgave at holde på ham så længe, det giver mening, slutter Morgen Ingemann.

Hvad siger hovedpersonen selv?

– Jeg er committet til McCann så lang tid, der er brug for mig, og jeg kan gøre nytte. Det skib, vi nu søsætter i fællesskab er ikke et, der sejler i havn foreløbig, så mon ikke jeg vil være at finde i McCann i en overskuelig fremtid, slutter Kim Jong Andersen.