Marketing handler om én ting: Skubbe varer over disken, og når det gøres effektivt, ender man med masseforbrug. Her over for har vi et stadigt stigende krav fra forbrugerne om, at kommerciel kommunikation skal bidrage positivt til en bæredygtig verden.
– Det dilemma er særdeles relevant i en verden, hvor 71 pct. af forbrugerne forventer, at brands er med til at løse nogle af samfundets største udfordringer – såsom arbejdsløshed og klimakrise, siger Thomas Kolster.
Danskeren bag ”Goodvertising” har fået endnu et skulderklap, nemlig at SXSW-konferencen har bedt ham redegøre for dilemmaet, der hen over de sidste tre år er spiret på South by Southwest (SXSW) konferencen.
– Derudover skal jeg også være en del af deres mentor program, som er en form for speed dating, hvor jeg skal “hjælpe” udvalgte personer og organisationer, som skriver sig op til et kort mentoring forløb bl.a. om de moderne dilemmaer inden for kommerciel kommunikation.
Samme dilemma sættes under lup, når CSR-klubben under Huser Markedsføring inviterer til morgenmødet ”Marketing er fra Mars – bæredygtighed er fra Venus”. Det sker den 10. oktober fra kl. 08.30-11.00, og hvor Thomas Kolster, nyt bestyrelsesmedlem i CSR-klubben, er ordstyrer.
Forbrugerne sviner mere end virksomhederne
Tilbage til USA. Det er langt at rejse for at fortælle amerikanerne noget, enhver burde tilslutte sig?
– Det har du ret til at mene, men USA er spændende for mig. Sidste år var jeg til ”Sustainable Brands” i San Diego, så forhåbentlig kan SXSW forstærke min tilstedeværelse i USA yderligere. Der sker en hel del derovre, og virksomhederne er ikke på samme måde som i Danmark bange for at involvere deres kunder i bæredygtighed og italesætte deres initiativer.
På nogle områder er amerikanske virksomheder jo lysår forud for danske?
– Ja, afgjort. Lidt barskt kan man også sige, at størstedelen af deres miljøbelastning ligger i hænderne på deres forbrugere fremfor i produktionen – vaskepulver er jo et godt eksempel, hvor det ikke kræver den store energi at producere vaskepulver, men hos forbrugerne bliver der brugt store mængder vand og energi.
– Derfor kræver en bæredygtig tilgang i USA bl.a., at virksomhederne involverer deres kunder, hvis de gerne vil minimere virksomhedens samlede påvirkning af miljøet. Det samme gælder f.eks. også for alkohol- og bil-industrien.
– Så ved at være mere til stede i USA, samler jeg også idéer til, at vi i Skandinavien og Europa raffinerer vore bæredygtigheds-strategier, slutter Thomas Kolster.
Læs mere om CSR-klubbens arrangement ”Marketing er fra Mars – bæredygtighed er fra Venus” her.