1. december tiltræder David Asmussen som kreativ direktør hos Marketsquare, hvor han bliver en del af ledelsen. 

Det oplyser Marketsquare.

- Jeg mener, at Marketsquare har fundet en bureaumodel, der i den grad peger fremad. Udover at de med deres 40 ansatte kan levere hele pakken 360 grader både online og off-line, så har de en holistisk tilgang til kunderejsen og fokus på både brand building og brand activation, siger David Asmussen i en pressemeddelelse. 

Han fortsætter:

- Det kræver, at man har alle spidskompetencerne siddende ved samme bord, og det har de på Marketsquare. Forretningsforståelse og arbejdet med shopper-indsigter er tydeligvis fokusområder på bureauet, og med det skift, der er i forbrugeradfærden i disse år, er det noget af det, jeg synes er allermest spændende at arbejde med. Jeg glæder mig meget til at komme i gang. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE OPGAVER. KLIK HER.

David Asmussen har en lang karriere i branchen bag sig og kommer senest fra en stilling som kreativ direktør hos Orbit Red. 

Han trådte sine kreative barnesko på bureauerne Leo Burnett, Euro RSCG og LivingBrands og blev i 2008 kreativ direktør på JWT. 

Ifølge meddelelsen udmærker David Asmussen "sig ved at have vist sit værd på tværs af discipliner og har således både vundet design-, digitale-, craft’s, advertising og direct-priser gennem årene." 

David Asmussen har desuden været ekstern lektor og censor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og siddet i Creative Circle’s bestyrelse i en lang årrække som juryformand. 

Marketsquare oplyser, at bureuaet har haft et travlt år, hvor man har landet kunder som Q8, Alm. Brand, SOS Børnebyerne og Securitas. Det har blandt andet medført, at bureauets digitale afdeling er blevet udvidet. Og nu lander der altså også en kreativ direktør, så den kreative afdeling styrkes, oplyser Marketsquares CEO, Jens Thrane-Møller. 

- Vi har prioriteret at bygge bureauet på seniorkompetencer inden for alle de områder, Marketsquare dækker. Med David får vi en kreativ ressource i front, der har vist sit værd på en lang række kunder på tværs af brancher, siger han og tilføjer:

- David er af den sjældne race, der både er en prisvindende Art Director, tekstforfatter og konceptmager i ét, og vi ser virkelig frem til, at han skal være med til at gøre Marketsquare til et endnu dygtigere bureau.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE OPGAVER. KLIK HER.