Det aarhusianske reklamebureau Pravda, som i øvrigt netop er kåret som Gazelle 2014, har hentet et par markante branche-profiler ind i sin bestyrelse.
Den ene er Husets Markedsførings tidligere direktør, Thomas ladefoged, som i dag er kommerciel direktør hos kommunikationskoncernen F. E. Bording, og den anden er Kasper Urth, direktør og medejer af konsulenthuset People & Performance A/S, der beskæftiger sig med lederudvikling, salgstræning, forretningsudvikling og rekruttering for en række af landets største virksomheder.

Begge profiler har bevæget sig i den absolutte front af bureau- og konsulentbranchen i årtier, og Pravdas adm. direktør Mette Hejl er da også begejstret for, at bureauets bestyrelse på denne måde får tilført erfaring og faglig tyngde.
– Vi er stolte over, at to så markante og eftertragtede profiler som Thomas og Kasper vil være en del af det fremadrettede arbejde i bestyrelseslokalet. Vi har ikke bare fået to meget fagligt visionære og handlingsorienterede herrer, men også to ildsjæle der bringer en stor mængde energi og passion ind i arbejdet med at udvikle Pravda og bureaubranchen indefra. Det match har været helt afgørende.
– Thomas Ladefoged har som tidligere direktør hos Zupa Recommended og AdPeople været en kapacitet og drivkraft i selve udviklingen af den danske bureauverden, og hans erfaring fra førersædet bliver taget direkte med i arbejdet hos Pravda, hedder det videre i en meddelelse fra Pravda.