Anthony Lim, der kom til Discovery Networks Danmark som ny marketingdirektør i december fjor, forlader posten.

Hans exit skyldes ændringer i Discovery Networks-organisationen, der blandt andet har medført, at de 20 mand fordelt på tre afdelinger, som Anthony Lim havde under sig i begyndelsen af sin tid hos Discovery, er reduceret til fire.

Discovery Networks i Danmark har siden Anthony Lim tiltrådte blandt andet outsourcet sin kreative promo-afdeling, ligesom organisationsændringerne medfører, at marketing- og programafdelingerne skal arbejde tættere sammen end tidligere.

- Ændringerne giver rigtig god mening for Discovery Networks på tværs af Norden, da der er åbenlyse synergieffekter at høste, men mine ambitioner på marketingfronten bliver ikke opfyldt i det nye setup, fortæller Anthony Lim.

CEO: Tak for samarbejdet

Forventningerne til det nye samarbejde var ellers store, da Discovery Networks hyrede Anthony Lim i fjor.

- Vi er stolte over at kunne tiltrække en stærk profil som Anthony til Discovery. Anthony har en stærk erfaring fra telebranchen og mestrer både de kreative og strategiske aspekter af marketing, sagde Christian Kemp, adm. direktør, Discovery Networks Danmark, i den forbindelse og fortsatte:

- Samtidig har han som få dokumenterede resultater på både digitale og traditionelle medieplatforme. Jeg er overbevist om, at han bliver en succes hos os.

I dag gør han status på denne måde:

- Vi har gennemført en organisationsændring i Discovery Networks Danmark, hvor Marketing og Program rykker tættere sammen, siger han i en skriftlig kommentar og fortsætter:

- Ændringen betød, at Anthony ikke kunne se sig selv i den nye rolle, og derfor har vi valgt at stoppe samarbejdet. Jeg vil gerne takke Anthony for sin indsats og samarbejdet. Vi ønsker ham alt det bedste fremover.

Lim: Ganske udramatisk

Såvel Anthony Lim som Discovery Networks betegner bruddet som udramatisk.

- Jeg har haft en god tid hos Discovery Networks, men jeg passer ikke ind i en organisation bestående af en Marketing Director (mig), en marketingchef og tre marketing managers, siger Anthony Lim.

Han kom til Discovery Networks fra teleselskabet Call me, som Anthony Lim igennem mere end ni år var med til at sikre en solid position på markedet med ”Tal Ordentligt”-platformen, der på mange måder foregreb den bølge af purpose-dreven kommunikation, som man ser overalt i dag.

Hvad skal du så nu?

- Jeg har fået en rigtig god og fair behandling af Discovery, så jeg er fritstillet. Nu er jeg i den privilegerede situation, at jeg får tid til at tænke mig grundigt om, før jeg beslutter mig for, hvad skal fremover, slutter Anthony Lim.