Kreativitet & Kommunikation har i dag offentliggjort de i bogstaveligst forstand sidste vindere af det legendariske Lommer-legat.
Legatet uddeles for allersidste gang, og det betyder, at 400.000 kroner fordeldes på de fire legatmodtagere, juryen har valgt ud.
De fire vindere, der hver modtager 100.000 kr. til et projekt, der skal pege frem for reklamebranchen, er:
Signe Carlsen, Ogilvy: Demokratisk reklame
Sarah Carlson, Ogilvy: Mere dame i reklame
Henrik Jensen, Mantra: Fremtidens forretningsmodel
Jesper Mikkelsen, MEC: Data vs. Content
Og glæden var naturligvis dobbelt stor hos Ogilvy, da hele to af bureauets tekstforfattere var blandt de fire vindere, fortæller en stolt, men ikke overrasket, kreativ direktør Ole Rydal.
– Det er to meget reflekterende tekstforfattere, som har en nysgerrighed, der er meget smittende. Der er både faglig substans og kreativitet i deres projekter, og det er jo netop det, vi som branche skal fremelske, siger han.
Fra Kreativitet & Kommunikation, siger direktør Tine Aurvig-Huggenberger, i en kommentar:
– Ansøgningerne afspejlede branchens problemstillinger og fremadrettede handlingsmuligheder – og dermed helt i tråd med legatets formål om at give Kreativitet & Kommunikations medlemmer input til strategi, organisering og handlinger i relation til deres fremtidige forretningsgrundlag, og videre:
– De fire modtagere skiller sig på hver sin bemærkelsesværdige facon sig ud, og til sammen belyses ikke alle, men helt centrale udfordringer for branchen.
Bestyrelsens fælles motivationer til hver enkelt vinder, lyder som følger:
Signe Carlsen – Ogilvy – Demokratisk Reklame
Signes tese er, at revolutionen i branchen ikke har så meget med den teknologiske og mediemæssige udvikling at gøre – men langt mere om et magtskifte via begreberne ’Generøsitet’ (Don’t tell them, don’t show them – give them), ’Dialog’ (Vi ’byder ind’ i stedet for at ’bryde ind’) og ’Autencitet’ (ager i virkeligheden frem for at opføre sig ’reklamet’). En undersøgelse og analyse der vil føre hende fra videnspoler globalt, med hensigten om at give branchen inspiration i en tidsalder, hvor forbrugeren ikke blot har magten, men – på demokratisk vis – forlanger den. Signes arbejde vil, via erfaringer fra så forskellige steder som Beijing, Dubai, Tunesien, Cape Town og Buenos Aires – munde ud i en rapport til branchen – og evt. senere i en handlingsorienteret bog.
Sarah Carlson – Ogilvy – Mere Dame i Reklame
Sarah Carlson fra Ogilvy efterlyser en anerkendelse og en diskussion af kvinders rolle i vores mandsdominerede branche. Kvinder spiller en stadig stigende rolle, når der skal tages købsbeslutninger i familien – og deres købekraft er stigende. Kvinder har med andre ord noget at skulle have sagt. Og hvis vi som branche vil følge med tidens trend, skal vi have ”Mere dame i reklame”.
Sarah Carlson vil ikke brokke sig. Brænde sin BH af. Eller diskutere kønskvoter. Hun søger anerkendelse og debat – og vil sikre sig begge dele ved at gøre brug af én af branchens mest markante institutioner, nemlig prisuddelingen. Hun vil – i bogstaveligste forstand – sætte pris på kvindernes bidrag til vores branche ved at hylde og anerkende kreative kvindelige kommunikatører. Og hun vil gøre det med vid og med humor – og mændene må selvfølgelig gerne være med.
Sarah Carlson har pirret og provokeret, irriteret og inciteret bestyrelsen med sin veloplagte ansøgning. Vi glæder os til debatten – og til festen!
Jesper Mikkelsen – MEC – Data vs Content
Jesper Mikkelsen fra MEC beskriver i sin ansøgning – med stor dramatisk indlevelse og forståelse – den tvekamp, der i øjeblikket udkæmpes mellem to væsensforskellige tilgange til markedsføring og kommunikation.
Det er kampen mellem Data og Content. Mellem det super effektivt adfærdsbaserede distribuerede, men også forholdsvis generiske indhold – og det lille YouTube, der eksploderer viralt, fordi det rammer en medmenneskelig relevans.
Det er David mod Goliath. Det er Rocky mod Ivan Drago. Det er mennesket mod maskinen.
I Jesper Mikkelsen optik er det imidlertid ikke kampen – ikke modsætningerne, der er interessante, men de mulige snitflader. De mulige samarbejder. De nye formater. Og det tiltaler bestyrelsen. Hans ærinde er at undersøge samspillet mellem bureauer, indholdspartnere og medier i dag – og definere, hvilke kompetencer og arbejdsstrukturer, vi skal bruge fremadrettet til at orkestrere content-baserede koncepter.
Henrik Jensen – Mantra – Fremtidens forretningsmodel
Henrik Jensen fra Mantra vil give os et bud på behovet for en dynamisk og innovativ tilgang til forretningsmodellen, som tager brancheglidningen og de ændrede markedsvilkår ind en modellering, der kan anvendes af alle bureauer uafhængig af størrelse, ejerforhold og type. Henriks analyse vil udmunde i en brugerorienteret rapport baseret bla. på interviews med eksperter fra USA, New Zealand og England.
Bestyrelsen, der også fungerer som jury, består af:
Mona Juul, envision (formand i Kreativitet & Kommunikation)
Jonas Hemmingsen, Groupm Danmark (næstformand i Kreativitet & Kommunikation)
Tine Aurvig-Huggenberger (direktør for Kreativitet & Kommunikation)
Lone Tvedergaard Bach, &Co (udpeget af Kreativitet & Kommunikations bestyrelse)
Søren Stig Lommer, CBS