Hele Vejen er indtil videre det mindste selskab i film- og entertainment-koncernen M2 Group.
Men der er kunder og ambitioner til at vokse, lyder det i en meddelelse fra selskabet, der netop har ansat Marlene Borgkvist Mikkelsen som Team Lead & Head of Digital Design.
Marlene kommer fra Creuna, hvor hun som Senior Digital Business Developer har ledet et design- og UX-team og haft ansvar for en række større kundeforhold.
– Hele Vejen er et upcoming bureau med en flok dygtige, digitale kreative med ild-i-håret-gejst, og de er dygtige til at levere varen på en no-nonsense-måde, hvor der er kort fra idé til handling, siger Marlene Borgkvist Mikkelsen.
Hun fremhæver sin egen erfaring med rådgivning og styring af digitale projekter som noget af det, hun kan tilføre bureauet.
Og Christian Dyhr, som er medstifter af Hele Vejen, glæder sig naturligt nok til samarbejdet med Marlene Mikkelsen.
– Marlene kan hjælpe os med at videreudvikle bureauet som en passionsdrevet forretning. Mange bureauer specialiserer sig i enten den digitale kompetence eller i produktion af kreativt indhold, men i Hele Vejen og M2-familien har vi på tværs af afdelingerne musklerne til at levere begge dele, siger han.
Marlene Borgkvist Mikkelsen tiltræder sin nye stilling den 15. september.
Ud over det digitale designbureau Hele Vejen omfatter holdingselskabet M2 Group filmselskabet M2 Film (med kontorer i Aarhus og København) , post produktionsselskabet Duckling (København), animationsstudiet Picture This Studio (Thailand) og London-baserede M2 Entertainment, der udvikler og producerer underholdningsprodukter.
Samlet beskæftiger gruppen omkring 230 medarbejdere.