Et af landets fremadstormende digitale bureauer, Magnetix, må fremover affinde sig med, at CEO’en Martin Bochinech bruger en del af sin tid på marketingbureauet fireball.

Han bliver nemlig ny formand for bureauets bestyrelse.

– Det er begrænset, hvad jeg kan afsætte af tid og engagement i bestyrelsesarbejde, men da fireballs grundlægger, Anthony Aconis, spurgte, sagde jeg ja tak. Fireballs strategiske tilgang og tankesættet om at sætte produktet i midten af marketing er et unikt fundament og mulighed for at skabe en stærk og markant virksomhed. Det er en udvikling, jeg gerne vil være med til at præge, lyder det fra Martin Bochineck i en pressemeddelelse.

På fireball er begejstringen over den nye bestyrelsesformand stor.

– Med Martin i bestyrelsen kan vi ganske enkelt accelerere udviklingen af fireball. Martin har med sine partnere opbygget Magnetix, så det er et bureau i en liga for sig – både når det kommer til position, vækst, indtjening og medarbejdertilfredshed. Udviklingen og resultaterne er imponerende, lyder det fra Liselotte Lund-Rasmussen, adm. direktør for fireball.

Martin Bochineck forklarer i presseskrivet valget således: ”Fireball er ikke et almindeligt reklamebureau – ikke uden grund, at de kalder sig et marketingbureau – de har interessante og anderdeles måder at gribe kundernes udfordringer an på. Den differentiering i et marked, der oplever mindsket efterspørgsel efter de traditionelle reklameløsninger, tror jeg på – og glæder jeg mig til at arbejde med”

Fireballs bestyrelse består nu – foruden Martin Bochineck, CEO Magnetix –  af strategisk direktør Anthony Aconis, kreativ direktør Tom Lundquist og adm. direktør Liselotte Lund-Rasmussen, alle fra fireball.